Madnyheder

10 amerikanske kager, du bør prøve mindst én gang i livet

Nemme og lækre.

USA er kendt for meget – store biler, endnu større portioner og en ufattelig kærlighed til søde sager. Og når det kommer til kager, så tager de den gerne helt ud med masser af smør, sukker, lag og historie. Her er 10 ikoniske kager fra forskellige hjørner af staterne, som du bør smage, enten på din næste roadtrip eller bare hjemme i dit eget køkken.

Hummingbird Cake – tropisk sydstatsfavorit

En tropisk omgang fra Jamaica, der fandt sit andet hjem i det amerikanske syd. Forestil dig en krydret banan- og ananaskage med flødeostefrosting og måske et drys pekannødder. Smager som en krydret banankage på steroider.

Lane Cake – litterær kage med brandy i

Alabamas signaturkage, kendt fra “To Kill a Mockingbird”, er fyldt med rosiner, kokos og en god sjat bourbon eller brandy. Ikke bare en kage – det er en sød og småfarlig dessert med punch.

New England Spider Cake – majsbrød med fløde

Lad dig ikke narre af navnet – ingen edderkopper her. Det er en majsbrødsbaseret kage med fløde hældt ovenpå, der giver en næsten budding-agtig konsistens. Bagt i en støbejernspande for den autentiske, rustikke stemning.

Texas Sheet Cake – chokolade for fuld smadder

Flad, mørk og fyldt med kakao og pecannødder. Texas Sheet Cake er syndig, svampet og dækket af varm chokoladeglasur, der hældes på, mens kagen stadig er lun. Alt er bare lidt vildere i Texas.

Gooey Butter Cake – St. Louis’ klæbrige stolthed

En lav kage med en næsten budding-agtig konsistens, lavet på en bund af gærdej eller gul kagedej med et lag flødeost og smør. Den er rodet, blød og helt uimodståelig – især i Midtvesten, hvor den hører hjemme.

King Cake – Mardi Gras i lagkageform

New Orleans’ festligste kage, ofte lilla, grøn og gul med glasur og drys. Bag den gemmer sig en lille plastikbaby – finder du den, er det din tur til at bage næste gang (eller du er den heldige “konge” for dagen).

Smith Island Cake – lag på lag fra Maryland

Tynde lag af gul kage med chokoladefrosting mellem hvert eneste. Kagen blev sendt med fiskere fra Smith Island som et kærlighedstegn hjemmefra. I dag er det Marylands officielle dessert – og en lagkage, der giver lagkagehuset baghjul.

Bumpy Cake – chokolade og bumps fra Detroit

Devil’s food chokoladekage med buttercream-klumper dækket af et lag tyk chokoladeganache. Ja, den ser lidt sær ud, men det er præcis det, der gør den til en institution i Michigan.

Boston Cream Pie – kage forklædt som tærte

Et lag blød vaniljekage, vaniljecreme i midten og et blankt lag chokoladeglasur på toppen. Kagen, der blev født på Parker House Hotel i Boston, er mere kage end tærte – men navnet hænger ved.

Lady Baltimore Cake – sydstatselegance med et skud sherry

Navnet lyder britisk adelig, men kagen er amerikansk hele vejen igennem. Hvid lagkage med meringue-frosting og et fyld af tørret frugt, nødder og alkohol. Ikke en hverdagsting – men bestemt et dessertstatement.