Citroner er en af de der køkkenklassikere, som man altid burde have liggende. De redder alt fra en træt pasta til søndagens citronmåne og giver selv det kedeligste glas vand lidt stil. Men lad os være ærlige – de der friske citroner ender tit med at ligge og blive bløde, triste og mugne bagerst i køleskabet. Det behøver dog ikke ende sådan.
For der findes en nem og lavpraktisk løsning, der hverken kræver syltning, saltning eller madlavning: Frys dem.
Hvor længe holder citroner egentlig?
På køkkenbordet? Cirka en uge, hvis du er heldig. I køleskabet? Fire til seks uger, måske. Men smid dem i fryseren, og du har op til fire måneder, hvor citronerne stadig spiller max. Og her kommer det fede – du kan fryse dem hele, i både, som juice eller bare skallen. Alt efter hvad du typisk bruger dem til.
Bare husk at vaske citronerne først, og smid dem derefter i en frysepose eller lufttæt beholder. Hvis du har købt citroner specifikt til juice, så sørg for at si kernerne fra inden du hælder saften i isterningebakken.
Læs også:
Sådan fryser og optør du citroner uden bøvl
Hvis du gerne vil fryse skiver eller både, så er der ét simpelt trick: Læg dem først på en bageplade og frys dem enkeltvis. Når de er helt frosne, kan du smide dem i samme beholder uden risiko for, at de fryser sammen i én stor klump. Smart, ik’?
Citronjuice er endnu nemmere. Hæld det i en isterningbakke, og når terningerne er frosne, ryger de bare over i en pose eller bøtte. Så kan du nappe lige den mængde, du skal bruge – til mad, drinks eller rengøring.
Når du skal bruge en hel frossen citron, er der to nemme måder at få gang i saften igen: Smid den i mikroen i 15-20 sekunder, eller lad den ligge i en skål med vand ved stuetemperatur i cirka 15 minutter. Begge metoder giver dig en saftig citron klar til brug – uden drama.
Så næste gang du ser et net citroner til spotpris, skal du bare tænke: Fryseren har plads.
Læs også: