Madnyheder

Den nemme måde at lave sprøde chicken wings uden friture

Det kan lade sig gøre!

Der er noget dybt tilfredsstillende over en perfekt chicken wing. Sprød udenpå, saftig indeni, smækfuld af smag og med den helt rigtige balance mellem salt, fedme og (hvis du er typen) lidt heftig varme. Men idéen om at stå og fedte med fritureolie, termometre og brandalarmer i et dansk lejlighedskøkken? Not so much.

Heldigvis er der en nem løsning. Og nej, det kræver hverken airfryer, sous vide eller ninja-niveau i køkkenet. Du skal bare bruge din ovn – og en lille smule kemi.

Tricket: Bagning med bagepulver (jeps, seriøst)

Det, der gør wings sprøde i friture, er den høje varme og hurtige tilberedning. Men du kan faktisk efterligne det i ovnen – hvis du kender ét simpelt trick:

Bagepulver.
Ikke for hævningens skyld – men fordi det hæver pH-værdien i kyllingens skind og gør det knasende sprødt under varme.

Sådan gør du – trin for trin:

Du skal bruge:

  • 1 kg kyllingevinger (del dem i “drumettes” og “flats”, og fjern spidsen)
  • 1 spsk bagepulver (IKKE natron)
  • 1 tsk salt
  • Friskkværnet peber
  • Evt. lidt paprika, hvidløgspulver eller chiliflager

Step 1: Tør dem grundigt af
Vingerne skal være tørre. Brug køkkenrulle og giv dem en grundig omgang. Hvis de er fugtige, får du aldrig sprødhed.

Step 2: Vend i krydderblanding
Bland bagepulver, salt og krydderier i en stor skål, og vend vingerne grundigt rundt, så alle sider er dækket.

Step 3: Bag i to tempi
Læg vingerne på en bagerist over en bradepande (så fedtet kan dryppe af). Bag dem i 30 minutter ved 120°C varmluft – det tørrer skindet.

Skru så op til 220°C og bag videre i 30-40 minutter, til de er mørkgyldne og sprøde. Vend dem evt. halvvejs.

Klar til sauce? Her er tre hurtige favoritter

1. Klassisk Buffalo-style
Smelt smør og bland med Frank’s RedHot, lidt hvidløgspulver og en skvis citron. Vend vingerne i saucen lige før servering.

2. Sticky BBQ-honning
Bland BBQ-sauce med lidt honning og sojasauce. Giv det en tur på panden til det bobler og bliver tykt. Vend vingerne i den varme sauce.

3. Asiainspireret chili-sesam
Rør hoisin, sriracha, riseddike og sesamolie sammen. Tilføj et nip sukker og drys med sesamfrø og forårsløg, når de er vendt.