Når mørket falder på, og græskarlygterne lyser op i vindueskarmene, er det ikke kun kostumer og gyserfilm, der sætter stemningen. Halloween-kager er blevet en lige så vigtig del af fejringen, og her får du fem kreative idéer, der kan tage din kagebuffet til det næste (u)hyggelige niveau.
Blodige spejl-kager
De her små kager ligner noget, der kunne være taget direkte ud af en gyserfilm. En rund kage dækket af en spejlblank rød glasur, der glinser som frisk blod. Glasuren laves med gelatine og rød farve, og for et ekstra pust af drama kan du drysse lidt spiseligt glimmer over. Fyldet? Mørk chokolade eller en syrlig hindbærmousse. Top det hele af med “glas-skår” lavet af isomalt eller kogt sukker, og dryp gerne lidt ekstra rød sirup udover for en blodig effekt.
Læs også:
Gravstens-brownies
Klassikeren, der aldrig slår fejl. Skær en bradepandebrownie ud i firkanter og stik en “gravsten” i hver kage. Det kan være en Oreo, en aflang småkage eller en Mariekiks, hvor du har skrevet “RIP” med smeltet chokolade. Drys med knuste Oreos som jord, og pynt med sukker-orme, mini-græskar eller marcipan-kranier. De er hurtige at lave og perfekte til en buffet, hvor der skal være lidt for øjet og meget for maven.
Edderkoppenes chokoladedrøm
En tung og fugtig chokoladekage med cremet frosting danner basen. Herfra handler det om dekorationen: Smeltet hvid chokolade bruges til at tegne et edderkoppespind hen over toppen, og så laver du edderkopper af chokoladekugler og lakrids-snører. Det er både sjovt at lave og garanteret et hit blandt både børn og voksne.
Hjerne-cupcakes
Cupcakes med vaniljesmag får en hæsligt skøn makeover med en hjernelignende frosting på toppen. Brug en lille tyl og lav snoede “hjernebølger” med pink frosting. Du kan med fordel pensle dem med lidt rød gelé eller sirup, så de ser ekstra friske ud. Det er Halloween-hygge på grænsen til det groteske.
Mumie-lagkage
Her skal du finde din indre lagkage-arkitekt frem. En klassisk lagkage dækkes med hvid fondant skåret i strimler, så det ligner mumie-bandager. Lad to øjne titte ud mellem strimlerne – fx lavet af skumfiduser med en prik smeltet chokolade i midten. Kontrasten mellem det hvide ydre og det farverige fyld gør overraskelsen ekstra god, når man skærer den op.
Læs også: