Der er stille i haven. Jorden er frossen, fuglene virker lidt småfornærmede, og det eneste, der spirer, er din trang til varm kakao. Men hvis du har frugttræer stående derude, er der faktisk én lille opgave, du kan få overstået, før foråret for alvor banker på: beskæring.
Men ikke af hvad som helst.
Glem blommer og kirsebær – det er æble og pære, der skal have saksen
Langt de fleste frugttræer skal helst først beskæres, når vi rammer det tidlige forår. Det handler om træernes evne til at hele – for hver gang du klipper i en gren, laver du faktisk et sår, og i vinterens kulde og fugtige vejr er de fleste træer lidt for sløve til at komme sig hurtigt. Det gør dem sårbare over for sygdomme, som fx sølvbladssvamp, der trives i netop den slags klima og i værste fald kan tage livet af hele træet.
Men! Der er to undtagelser. Æble- og pæretræer.
De er som små vintersolide arbejdsheste og klarer en beskæring i januar eller februar uden problemer – faktisk foretrækker de det.
Hvorfor lige æble og pære?
De her to klassikere har det med at få lidt for mange grene, og når først de begynder at flette sig ind i hinanden, bliver der mørkt inde i kronen. Det betyder færre frugter, og dem vi får, bliver mindre. Så hvis du drømmer om store, saftige æbler eller de der pærer, der drypper, når du bider i dem, så er det nu, du skal i gang.
Fordelen ved vinterbeskæring er også, at træet er i dvale. Der er ingen blade, der skygger for udsynet, og saften er ikke løbet op i grenene endnu – så du undgår det store klister-show. Det er også nemmere at se, hvilke grene der er døde, vokser indad eller bare er i vejen for resten af træets form.
Men vent lige…
Det betyder ikke, du skal stå med beskæresaksen i frost og slud. Find en dag, hvor det er tørt og lidt mildere – og hold dig langt væk fra de helt frosne grene. De knækker nemt og kan give grimme sår, som selv det mest robuste æbletræ ikke har godt af.
Så gør klar til en lille tur i haven. Det er hurtigt overstået – og bagefter kan du varme dig med en kage, måske endda med lidt pære i. Det er jo trods alt sæson for at bage.
Læs også: