Madnyheder

Beyond Meat-aktien eksploderer 1.400% takket være internetmemes

Galskab.

Beyond Meat – firmaet bag de plantebaserede bøffer, der engang blev kaldt fremtidens kød – har lige haft en uge, der ligner noget fra et aktieforum på steroider. Aktien, der går under ticker-symbolet BYND på NASDAQ, steg i midten af oktober med vanvittige 1.400% i løbet af få timer, før den styrtdykkede igen.

Fra bund til hype på et døgn

Den 15. oktober ramte Beyond Meat en pris på $7.33 i pre-market handel – en voldsom stigning fra bare $0.78 dagen før. Efter markedet åbnede, faldt kursen en smule til $6.24, men skaden – eller succesen, afhængig af hvem man spørger – var allerede sket.

Men hvordan eksploderer en aktie så vildt på så kort tid?
Forklaringen er lige dele internetkultur og finansiel panik. Ifølge Yahoo! stod en Dubai-baseret trader ved navn Capybara Stocks bag en kampagne, hvor han promoverede aktien på Reddit, YouTube og X (tidligere Twitter). En klassisk opskrift på, hvad man kalder en meme stock – altså en aktie, der går viralt på nettet og pludselig bliver investorernes yndlingsprojekt.

Når internettet leger med Wall Street

Fænomenet kaldes en short squeeze – og hvis du husker GameStop-kaosset i 2021, så ved du præcis, hvad der sker her. Professionelle investorer forsøger at shorte en aktie (de satser på, at den falder), men når tusindvis af småinvestorer pludselig begynder at købe op, stiger kursen dramatisk. Det tvinger de professionelle til at købe deres aktier tilbage – og det presser prisen endnu mere op.

Det er digital anarki forklædt som finansiel strategi, og det kan få selv de mest stabile markeder til at ligne et casino.

Fra plantekød til økonomisk røde tal

Selvom Beyond Meat stadig har et stærkt brand inden for plantebaseret mad, kæmper firmaet. Aktiens pris på $2.94 i dag siger det hele – langt fra både de $7.33 fra kortvarig hype og de $230, som en enkelt aktie kostede, da firmaet debuterede på børsen.

Og selv med alt det virale momentum er virkeligheden brutal: Beyond Meat er stadig nede 8% i år, og analytikere ser ingen tegn på, at kursen stabiliserer sig lige foreløbig.

Meme stocks – internettets aktieunderholdning

Beyond Meat er nu bare det seneste eksempel i rækken af virksomheder, der får en uventet omgang kærlighed fra internettets mest rastløse investorer. For dem handler det ikke kun om profit, men også om fællesskab, kaos – og følelsen af at kunne manipulere markedet bare lidt.