Madnyheder
Burger King går Super Saiyan: Vi har smagt den nye Dragon Ball-burger
Dragon Ball har ramt Danmark idag!
Dragon Ball-fans har ventet længe på at kunne sætte tænderne i universets måske mest opsigtsvækkende burger. Nu er ventetiden forbi: Burger King har lanceret sin Super Saiyan Meal i Danmark: komplet med orange burgerbolle, spicy japansk mayonnaise og emballage formet som en vaskeægte Dragon Ball.
Fra den 8. september kan danske Dragon Ball-fans gå Super Saiyan hos Burger King. Fastfoodkæden har nemlig slået sig sammen med det ikoniske animeunivers om en ny temamenu, der både rammer nostalgien og smagsløgene.
Vi har været forbi Burger King for at prøve den nye Super Saiyan Meal og allerede inden låget bliver løftet, er det tydeligt, at der er gjort mere ud af samarbejdet end blot at sætte Son Goku på emballagen.
En burger serveret i en Dragon Ball
Burgeren ankommer i en specialdesignet, kugleformet æske, som forestiller en af de legendariske Dragon Balls. Det er en fin detalje, der med det samme gør oplevelsen mere interessant for fans og samlere.
Inde i æsken fortsætter temaet. Super Saiyan-burgeren serveres i en markant orange bolle, der refererer direkte til farven på Son Gokus karakteristiske gi. Farven er iøjnefaldende uden at gøre burgeren mindre appetitlig – tværtimod tager den sig overraskende godt ud og ligner faktisk noget, der kunne være blevet serveret efter en lang træningssession hos Master Roshi.
Burger King tilbyder kampagnen i flere varianter:
- Super Saiyan Whopper
- Super Saiyan Whopper Double
- Super Saiyan Chicken
Whopper-udgaverne kommer med henholdsvis én eller to flammegrillede bøffer, mens Chicken-varianten erstatter oksekødet med kylling.
Læs også:
Klassisk Burger King med mere saft og kraft
Smagsmæssigt tager Super Saiyan Whopper udgangspunkt i det velkendte Burger King-univers. Man får det karakteristiske flammegrillede oksekød kombineret med bacon, ost, salat, tomat og sprøde elementer.
Den store forskel er den japanske chilimayonnaise.
Mayonnaisen giver burgeren et både friskt og let spicy twist, som løfter den klassiske smagsprofil. Den tilfører mere saft, syrlighed og kraft uden at overdøve smagen af det flammegrillede kød. Styrken er tilgængelig for de fleste – det er mere et behageligt spark end et regulært Kamehameha-angreb mod smagsløgene.
Resultatet er en genkendelig Burger King-burger, der alligevel føles anderledes nok til at retfærdiggøre sit Super Saiyan-navn.
Dragon Ball Super Fries er den oplagte opgradering
Ved siden af menuen kan man tilkøbe Dragon Ball Super Fries. Her bliver Burger Kings pommes frites toppet med den samme japanske chilimayonnaise og ristede løg.
Det fungerer som en enkel, men virkelig vellykket omgang loaded fries. Den syrlige og let stærke dressing giver de salte pommes frites et japansk-inspireret twist, mens de ristede løg bidrager med sødme og ekstra sprødhed.
Det er ikke en fuldstændig transformation af de klassiske fritter, men det er en skøn opgradering – og klart det mest oplagte tilkøb, hvis man vil have hele Dragon Ball-oplevelsen med.
En kampagne, der faktisk rammer fansene
Fastfood-samarbejder kan hurtigt ende som almindelige produkter i en ny indpakning. Her har Burger King dog gjort en reel indsats for at føre Dragon Ball-temaet gennem hele oplevelsen.
Den orange Son Goku-inspirerede bolle og den kugleformede Dragon Ball-æske gør menuen til mere end bare endnu en kampagneburger. Samtidig sørger chilimayonnaisen for, at der også sker noget nyt smagsmæssigt.
Super Saiyan Meal er stadig umiskendeligt Burger King, men den har fået mere saft, syrlighed og styrke. For Dragon Ball-fans er den særlige emballage næsten grund nok til et besøg – og heldigvis kan selve burgeren også være med.
Seks figurer til Dragon Ball-samlingen
Burger King har også lanceret seks forskellige Dragon Ball Super-samlefigurer. De følger dog ikke med den almindelige Super Saiyan Meal, men er i stedet en del af Burger Kings King Jr. Meal.
Det betyder, at voksne Dragon Ball-fans må en tur omkring børnemenuen, hvis de vil have fingrene i figurerne – eller lade børnene klare arbejdet og håbe på, at de vil dele samlingen. Hver King Jr. Meal kommer med én figur, og den konkrete karakter afhænger af restaurantens aktuelle lager. Vil man samle alle seks, kan det derfor kræve mere end ét besøg hos Burger King.
Figurerne udleveres kun, så længe lager haves.
Super Saiyan Meal blev lanceret hos Burger King i Danmark den 8. september. Produkter og specialemballage sælges i en begrænset periode og kan være afhængige af lagerbeholdningen på den enkelte restaurant.
Læs også: