Madnyheder
Danish Coffee Festival 2026: Danmarks største kaffefest vender tilbage stærkere end nogensinde
Et par dage i kaffens tegn!
Hvis du elsker din kaffe sort, skummende, dobbelt, filterbrygget eller med et stænk havremælk og et dash af hipster, så er der gode nyheder. Danish Coffee Festival er tilbage – og det bliver større, mere duftende og mere koffeinladet end nogensinde før.
Fra 30. januar til 1. februar 2026 forvandles TAP1 på Amager til et mekka for alle med hang til bønner i verdensklasse, dampende baristakunst og espressomaskiner, der er mere avancerede end dit køkkenapparat derhjemme.
Fra slow brew til latte art-battles
Festivalen er arrangeret af Specialty Coffee Association og fungerer som den officielle VM-kvalifikation i dansk kaffekultur. Her finder du alt fra mikroristere, bæredygtige bønner og eksotiske oprindelser til workshops om cupping og konkurrencer, hvor landets skarpeste baristaer dyster i alt fra latte-art til brew battles.
Det er hands-on, det er nørdet, og det er overraskende inkluderende – hvad enten du er typen, der kalder det “kaffe” eller “kaffebrygning med noter af tørret mango og mørk chokolade”.
Læs også:
Stedet, hvor kaffe ikke bare er kaffe
På festivalen kan du ikke bare smage dig gennem alskens varianter – du kan også lære at brygge som de professionelle, dykke ned i kaffens rejse fra bønne til bryg, og måske finde ud af, hvorfor du aldrig helt har ramt smagen hjemme, uanset hvor mange gadgets du har købt.
Og når koffeinniveauet er på toppen? Så er der også chill-zoner, madboder og mulighed for at få en lille mental siesta mellem espresso-smagningerne.
Praktisk info – og billetlink
Danish Coffee Festival 2026 løber af stablen fredag den 30. januar til søndag den 1. februar – alle dage fra kl. 10.00 til 18.00 i TAP1, Raffinaderivej 10, 2300 København S.
Billetter kan købes via DCF.coffee, og hvis tidligere år er en indikator, så er det med at være ude i god tid.
Læs også: