Alle og deres grillglade fætter snakker om ribeye, entrecote og tomahawk. Og ja – det er gode stykker kød, ingen tvivl om det. Men der findes et helt slaraffenland af udskæringer, som sjældent får taletid, men som kan noget helt særligt over åben ild. Det er de oversete helte. De lidt grimmere fætre med masser af karakter, smag og struktur. De kræver måske lidt mere kærlighed – men til gengæld får du mere smag for pengene, og en grilloplevelse der stikker ud.
Her er fem undervurderede udskæringer, du bør kende – og hvordan du tryller med dem, så de ender som stjernerne på din tallerken.
1. Skært oksebryst (brisket)
Brisket er BBQ’ens hellige gral i Texas – men herhjemme bliver det ofte skåret op til grydekød eller hakket. Og det er en skam. Langtidsgrillet med indirekte varme, røg og rub, bliver det til en saftig, mør smagsbombe med en bark, der knaser på den helt rigtige måde.
Sådan gør du:
Low & slow ved 110-120°C i 8-10 timer. Brug masser af rub (peber, salt, paprika, lidt sukker), og pak det evt. ind i slagterpapir efter 5-6 timer for at holde på fugten.
Læs også:
2. Svinebov med ben
Svinebov er billig, fedtmarmoreret og fyldt med smag – men den kræver tid. Til gengæld får du pulled pork på et nyt niveau. Kødet er lidt grovere end nakkefilet, men mørheden bliver legendarisk, når det får den rette behandling.
Sådan gør du:
Langsom grillning under låg. Brug en drypbakke og tilføj æblejuice eller øl. Når kødet når 90-93°C, kan det trækkes fra hinanden med to gafler. Prøv at smide det i tacos, sliders eller burgerboller.
3. Flank steak (bavette)
Flank steak er en lang, grov og tynd udskæring fra maven. Den er billigere end ribeye, men spækket med kødsmag – hvis du behandler den rigtigt. Stegt hårdt og skåret tyndt på tværs af fibrene, er det en af de mest undervurderede grillbomber derude.
Sådan gør du:
Marinér et par timer i olie, lime, hvidløg og chili. Grill den ved høj varme 3-4 minutter pr. side og lad den hvile. Skær i tynde skiver på tværs af strukturen – ellers tygger du i læder.
4. Kyllingelår med rygben
De fleste går efter brystet, men lår med rygben er der, hvor saft og smag bor. De holder på fugten og bliver sprøde udenpå og saftige indeni. Og så er de billigere end fileter og sværere at tørstege.
Sådan gør du:
Gnid i rub og grill dem over indirekte varme i 30-40 minutter, eller til kernetemperaturen er 75°C. Vend dem over direkte varme de sidste par minutter for at sprøde skindet op.
5. Svinekæber
De er små, de er fede, og de er fyldt med bindevæv og smag. Svinekæber er ikke for alle – men dem, der ved, ved. Giv dem tid og en god røg, og du får en oplevelse, der får selv brisket-fans til at løfte øjenbryn.
Sådan gør du:
Low & slow, enten i en grillbakke med væske (fx øl, fond, løg og hvidløg) eller på risten med røg og rub. Når de er møre, trækker du dem fra hinanden – eller serverer dem hele med en glaze og lidt frisk persille.
Læs også: