Madnyheder

Den første is nogensinde smagte ikke af vanilje – og heller ikke chokolade

Isens spæde start.

Når man tænker på is, er det typisk vanilje og chokolade, der står som de to tunge drenge i smagsklassen. Klassikere, der går rent ind – især når det er varmt, og hjernen trænger til både sukker og køling. Men dykker man ned i isens historie, viser det sig, at den allerførste smagsvariant var noget helt andet. Faktisk noget ret uventet.

Vi skal en tur tilbage til Tang-dynastiets storhedstid i Kina – cirka år 618 til 907 – hvor man begyndte at eksperimentere med det, vi i dag ville genkende som is: en kombination af frosset mælk, sne eller is, og… kamfer. Jep. Ikke frugt, ikke kakao – men den aromatiske og lettere medicinske duft og smag af kamferolie.

Fra sne med sirup til frosset mælk med kant

De gamle kinesere havde allerede længe eksperimenteret med at blande sne med søde sager. Det minder mere om dagens shaved ice eller granita end egentlig is. Men omkring Tang-dynastiets tid begyndte man altså at mikse mælk (oftest fra vandbøfler) med mel og kamferolie, som man derefter frøs ned med sne. Det var her, isen for alvor tog form som noget, vi ville kunne genkende i dag – dog med en smag, der ville få de fleste moderne ganer til at rynke brynene.

Kamfer – som i dag bruges mere i medicinske salver og aromaterapi – har en skarp, næsten mentolagtig smag og duft. Den er kraftig og gennemtrængende, og det er nok meget godt, at den ikke længere er fast inventar i isdisken. Men alligevel må man tage hatten af for opfindsomheden og viljen til at eksperimentere med ingredienser længe før nogen tænkte på kugler i vafler.

Isens globale rejse

Historien om isens spredning er fyldt med myter og anekdoter. Nogle siger, at Marco Polo bragte opskriften fra Østen til Italien. Andre peger på Thomas Jefferson som manden, der introducerede USA for hjemmelavet is. Men uanset hvem der tog æren undervejs, er rødderne tydeligt asiatiske.

Og selvom kamfer-is næppe får sit comeback i frysedisken i dit lokale supermarked, så kan vi stadig sende en venlig tanke til dem, der gik forrest og turde mikse mælk, mel og et stænk aromatisk olie i jagten på noget nyt.

Så næste gang du står og savler over en liter triple-choco-fudge-caramel-swirls med cookie dough, så husk, at der faktisk var en tid, hvor kamfer var det hotteste inden for frossen dessert. Og tænk, hvor langt vi egentlig er nået.