Amerikanerne har fået en ny slags kostråd – og denne gang er der skruet ned for sukker, procesmad og “light”-produkter og skruet op for bøffer, fed ost og fuldfed mælk. Velkommen til 2025–2030‑guiden, hvor “ægte mad” er det nye sort.
Real food først – og kun det
Efter årtier med lavfedtpyramider, kulhydratpanik og sukkererstatninger er der nu blæst til kostpolitiske forandringer i USA. De nye anbefalinger fylder blot 10 sider – i stedet for de 150+ sider fra 2020 – og fokuserer benhårdt på det, der nu kaldes “rigtig mad”. Hele fødevarer. Ikke noget med pulverposer og sukkerfri sodavand.
Ved præsentationen sagde sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr.: “Spis rigtig mad.” Og i toppen af den nye fødepyramide? Rødt kød, ost, fuldfed mælk, grøntsager og frugt. Sådan.
Læs også:
Farvel til procesmad og tilsætningsstoffer
For første gang nogensinde anbefaler de officielle kostråd direkte, at man skal undgå ultraprocest mad – det vil sige alt fra chips, kiks, færdigretter og kødpålæg til farverige morgenmadsprodukter. Ifølge forskningen hænger den slags mad tæt sammen med betændelsestilstande, vægtøgning og generel kropslig uorden.
Der bliver også slået hårdt ned på kunstige sødemidler, farvestoffer, konserveringsmidler og andet kemi i maden. Især børn bør helt undgå tilsat sukker, lyder det.
Mere protein – og nu også fra bøf og æg
Tidligere hed det 0,8 gram protein pr. kilo kropsvægt. Nu er det hævet til mellem 1,2 og 1,6 gram. For en gennemsnitlig mand på 80 kilo betyder det op mod 130 gram protein om dagen. Og det skal komme fra gode sager: kød, fisk, æg, nødder og bønner.
Samtidig opfordrer man til at vælge “højkvalitetsproteiner”, og her har rødt kød og æg fået en renæssance. Ikke alle eksperter er enige, men kødfans jubler.
Fedt er tilbage – og det må godt være smør
Slut med fedtforskrækkelse. De nye kostråd åbner op for fuldfede mejeriprodukter og anbefaler, at man spiser sunde fedtstoffer fra hele fødevarer – tænk avocado, æg, olivenolie… og ja, smør og oksetælle. Bare hold det under 10 % af de daglige kalorier, siger de. Det bliver spændende at se, hvordan det skal hænge sammen med alt det røde kød og ost…
Alkohol? “Drik mindre”
Ikke noget med to genstande til mænd og én til kvinder. Det nye budskab er enkelt: Drik mindre. Især hvis du er gravid, medicineret eller i risikogruppen. Men en lille bemærkning fra myndighederne lyder også, at det sociale aspekt ved alkohol stadig har sin plads – bare med måde.
Læs også: