Madnyheder

Highland Park og Björn Frantzén udfordrer din whiskyoplevelse med “Between You and I”

Nye veje for Highland Park.

Når en whiskyklassiker som Highland Park kaster sig ud i samarbejde med en avantgarde Michelin-kok, er det ikke bare for syns skyld. Det er for at ryste posen – og smagsløgene – på en måde, man sjældent ser. Resultatet? En 16-årig single malt, der ikke handler om noter af røg, fad og vanilje. Men om minder, associationer og den dér fornemmelse, du ikke helt kan sætte ord på, men alligevel mærker fra første nip.

En personlig rejse i et glas whisky

Between You and I er navnet på samarbejdet mellem Highland Park og Björn Frantzén – kokken, der har tre Michelin-stjerner i Stockholm, Singapore og Dubai. Med sin legesyge tilgang til fine dining og flair for at forene nordiske råvarer med japansk kaiseki, går Frantzén nu skridtet videre og dykker ned i whiskyens følelsesmæssige lag.

I stedet for klassiske smagsnoter får du en oplevelse, hvor alt fra barndommens bagværk og tropisk strandstemning til lyden af et knitrende bål får lov at være en del af smagsrejsen. Frantzén beskriver selv whiskyen som “en samtale mellem minder, smage og steder” – og det er præcis dét, Highland Park vil med den her flaske.

Spraymaling og sanser: designet følger smagen

Der er ikke meget klassisk Highland-mystik over indpakningen. Den er designet af Frantzén med inspiration fra graffiti – noget han selv dyrkede som ung. Lagene af spraymaling på æsken symboliserer lagene af smag i whiskyen. Farverne repræsenterer ild, vand og lyng – altså elementerne, der også sætter deres præg på Highland Parks karakteristiske tørv og røgtone.

Indeni æsken finder man ikke et klassisk smagsark, men et hæfte med spørgsmål og tankeeksperimenter. Ideen? At du selv skal finde ud af, hvad whiskyen minder dig om. Det er både uprætentiøst og ret genialt.

En anderledes dram – og en anderledes tilgang

Selve whiskyen er modnet 16 år på fade, hvor Highland Park for første gang har brugt svensk eg – blandet med europæiske og amerikanske sherryfade samt ex-bourbonfade. Det giver en whisky med dybde, varme og en masse lag, men uden at det bliver tungt.

Den er ikke for dig, der bare vil have en hurtig dram foran pejsen. Den er for dig, der gerne vil gå lidt længere ind i glasset og finde ud af, hvorfor den dér lille note af crème brûlée pludselig sender dig tilbage til et øjeblik, du havde glemt.

Highland Park – stadig sin egen

Highland Park har været en del af Orkneys DNA siden 1798 og fortsætter med at gøre tingene på deres egen måde – langt fra både fastlandet og det gængse. De er kendt for at kombinere sødme og røg på en måde, der er helt deres egen, og Between You and I føjer sig flot til det ry.

Det er ikke en flaske for alle. Men for dig, der nyder whisky som oplevelse mere end ritual, og som ikke er bange for at lade minder og sanser få taletid – der er den lige i skabet.

Pris: 1.250 kr.
Type: 16 YO Single Malt
Limited edition? Oh yes.