Madnyheder

Københavnsk pitakæde vokser: Banzo åbner to nye restauranter

Fastfood done right?

Der er efterhånden kamp om københavnernes frokostsult, og nu skruer Banzo yderligere op for pitabrødene.

Den københavnske pitakæde udvider nemlig med to nye restauranter og kommer dermed op på syv adresser. Første nye stop bliver Fisketorvets food hall, hvor Banzo åbner den 11. september, mens endnu en restaurant følger i Carlsberg Byen primo december.

Udvidelsen betyder, at kæden på relativt få år er vokset fra fem til syv restauranter. Men ambitionen er ifølge folkene bag ikke bare at sælge flere pitaer. Banzo vil samtidig udfordre forestillingen om, hvad man kan forvente af et hurtigt måltid.

Fastfood uden den klassiske madkoma

Grundidéen hos Banzo er egentlig ganske simpel: Hurtig mad behøver ikke nødvendigvis være lig med den slags frokost, der enten efterlader dig sulten en time senere eller sender produktiviteten direkte i gulvet resten af eftermiddagen.

Derfor bliver der brugt lidt mere tid bag kulisserne.

Pitabrødene bliver lavet på økologisk surdej og bagt ude i restauranterne af en dej, som har hævet i 48 timer. Kikærterne bliver ristet dagligt, mens dressingerne bliver rørt fra bunden i køkkenet.

Det lyder umiddelbart som det modsatte af fastfood, men hele pointen er, at gæsten stadig skal kunne få maden hurtigt.

“Vi vil gerne rykke ved, hvad man overhovedet forventer af et hurtigt måltid. Ikke bare at det går stærkt, men at det smager af noget, og at det er lavet af råvarer, vi selv ville købe,” siger William Jansen, medstifter af Banzo.

48 timers hævetid – få minutters ventetid

Det er naturligvis lettere sagt end gjort at bruge to døgn på en dej og samtidig servere resultatet på få minutter.

Ifølge medstifter Simon Jensen er det netop den del af ligningen, kæden har arbejdet med siden åbningen af den første restaurant.

“Det svære ved det her er ikke at lave maden. Det er at lave den fra bunden og have den klar på få minutter. Det er dét, vi har arbejdet med, siden vi åbnede den første restaurant,” siger han.

Menuen holdes derfor forholdsvis fokuseret og består af pitaer, bowls og forskellige sides, som skal kunne fungere både til frokost, aftensmad og som noget hurtigt på farten.

Ikke kun et sted til takeaway

Selvom tempoet er vigtigt, vil Banzo samtidig gerne være mere end et sted, hvor man griber en pose mad og forsvinder igen.

Kæden har fra begyndelsen arbejdet med både indretning og service, så restauranterne også fungerer til gæster, der faktisk har tænkt sig at blive siddende.

Det bliver også en del af tankegangen på de to nye adresser. Fisketorvet giver Banzo adgang til gæster midt i shoppingturen, mens Carlsberg Byen bliver endnu et skridt i kædens voksende tilstedeværelse i København.

For Banzo bliver restaurant nummer seks og syv samtidig en test af, om konceptet kan vokse uden at miste det, der fungerede på de første adresser.

“Det er en stor milepæl at nå syv restauranter. Men det vigtigste er, at vi kan åbne flere steder uden at ændre på det, der gjorde Banzo til Banzo fra begyndelsen,” siger William Jansen.

Første nye portion pita lander altså på Fisketorvet den 11. september, mens Carlsberg Byen får sin egen Banzo-restaurant primo december.