Du har købt en god bøf. En ordentlig en med fedtkant og det hele. Du smider den på panden med høje forventninger om en sprød, karamelliseret overflade og masser af stegesmag – men i stedet ender du med en grå, kedelig flade, der ligner noget fra et kantinekøkken anno 1989.
Lyder det bekendt? Så er der én simpel fejl, du (og mange andre) sandsynligvis laver.
Dit kød er for vådt
Jeps. Den største synder mod brun og lækker stegeskorpe er fugt. Når kød er for vådt på overfladen – enten fordi det kommer direkte fra pakken, fra køleskabet eller fra en marinade – så fordamper vandet i stedet for at stege. Det betyder, at panden bruger sin energi på at koge vand væk, før den overhovedet når at karamellisere overfladen på kødet.
Resultat? En bleg, halvkogt bøf uden den eftertragtede Maillard-effekt, som er det kemiske navn på det, der får kød til at smage… af rigtigt kød.
Sådan gør du det rigtigt
- Tag kødet ud i god tid
Lad det ligge på køkkenbordet i minimum 20 minutter, så det ikke er iskoldt, når det rammer panden. Koldt kød afgiver mere væske.
- Dup det tørt – grundigt
Brug køkkenrulle og tryk forsigtigt på begge sider. Er det marineret? Så fjern overskydende marinade – ellers steger du bare saucen.
- Brug en varm pande og lidt olie
Panden skal være godt varm, før du lægger kødet på. Ikke larmende som en jetmotor, men varm nok til at du kan høre det syde med det samme. Brug en olie med høj røgpunkt (solsikke, vindruekerne eller neutral raps).
- Lad det være i fred
Vend ikke kødet hvert 20. sekund. Giv det tid til at udvikle skorpe – 1,5 til 2 minutter på hver side, afhængig af tykkelsen. Når det slipper let fra panden, er det klar til at vende.
Ekstra tip: Ikke for meget kød ad gangen
Hvis du fylder panden med for meget kød, falder temperaturen, og du ender med at dampe i stedet for at stege. Steg i hold, hvis du vil have alle bøffer til at være sprøde og saftige.
Læs også: