Madnyheder
Leticia Landa vinder gastronomiens Nobelpris: og kæmper for fremtidens mad fra bunden af
Gastronomiske forgangspersoner.
I en tid hvor fine dining ofte handler om skum, tweezers og tallerkener der ligner kunstinstallationer, er det befriende, når nogen lige minder os om, at mad først og fremmest handler om mennesker. Leticia Landa er sådan en person. Og det er derfor, hun netop har vundet Basque Culinary World Prize 2025 – også kendt som gastronomiens Nobelpris.
Men hun er ikke kok. Ikke i klassisk forstand. Hun står ikke i køkkenet og flamberer due med gran. Hun står bag La Cocina, en nonprofit-inkubator i San Francisco, der har hjulpet over 150 kvinder, immigranter og mennesker med minoritetsbaggrund med at starte deres egne madvirksomheder.
Mad som løftestang
Leticia har været en del af La Cocina i snart 20 år, og hendes arbejde handler om meget mere end profit og pæne præsentationer. Det handler om adgang. Om at skabe plads i en branche, der ellers kan være nådesløs, især for dem, der ikke har de rigtige forbindelser, den rigtige hudfarve eller det rigtige postnummer.
Hendes organisation er grobund for caféer, restauranter og food stalls – steder hvor opskrifter ikke bare er nedarvet, men bærer historier, traditioner og identitet. Og når 70 % af deltagerne stadig har gang i deres virksomhed 10 år efter opstart, så siger det noget om, at modellen virker.
Læs også:
Kokkeknivene skærer gennem systemet
Prisen gives hvert år til en person, der bruger gastronomi som værktøj til social forandring. Tidligere har profiler som José Andrés og Leonor Espinosa stået på listen. Nu er det Leticia Landa, der får sin plads – og det er ikke bare fortjent, det er nødvendigt.
Hun peger selv på, hvordan små, lokale madvirksomheder skaber ringe i vandet: jobs, leverandører, landmænd, økonomisk selvstændighed og kulturel stolthed. Det er det modsatte af ghost kitchens og kæde-restauranter. Det er levende, pulserende madkultur – med menneskelige rødder.
Den ægte smag af værdighed
La Cocina er også et modspil til frygt og usikkerhed. Mange af deres deltagere lever i skyggen af politiske beslutninger og trusler om udvisning. Men i køkkenet skabes tryghed. Her handler det ikke bare om at overleve, men om at bygge noget varigt.
Og måske er det netop det, Leticia Landa og hendes team har forstået: At mad ikke bare kan mætte – det kan helbrede, forbinde, og give folk noget, der ligner kontrol over eget liv.
Læs også: