Grøn Koncert er ikke bare en hyldest til dansk musik og fællesskab – det er også en årlig rundrejse i festivalmadens højdepunkter. Uanset om du rammer pladsen i Esbjerg, Odense, Aarhus, Næstved eller hvor turnéen ellers bringer festen hen, så er én ting sikkert: Du kommer ikke til at gå sulten hjem. 2025-versionen af Grøn leverer et bredt udvalg af mad og drikke, der rammer både de klassiske cravings og de lidt mere nysgerrige smagsløg. Og midt i det hele? En gyros, der nærmest er skabt til høj promille og kolde Tuborgs
Gyros og bajere – en festivalmatch af de helt store
Når solen bager, musikken spiller og promillen er på vej i vejret, så er det som om, gyrosen er opfundet til netop det øjeblik. Den græske klassiker er landet på Grøn som en fast del af lineuppet – og med god grund. Det er saftigt kød, sprøde kanter, hvidløg i rigelige mængder og et pitabrød, der holder sammen på det hele (sådan da). Kombiner det med en iskold øl fra en af de mange drikkeboder, og du har en festivalmiddag, der både fylder maven og understøtter festen. Gyrosen er for den sultne mand, der ved, at han har fire koncerter og en afterparty foran sig – og har brug for noget, der holder.
Læs også:
Det store comeback: Pølsemixen er tilbage
Du kender den. Du elsker den. Du savnede den. Og nu er den tilbage. Pølsemixen – det ægte festivalfoder for dem, der mener det alvorligt. Grøn har genoplivet denne klassiker, og det er ikke en halvhjertet version. Vi snakker grillede pølser, grove pommes frites, ketchup og toppings. Alt det serveret fra de altid effektive og sveddryppende Pølsedrengene, der forstår vigtigheden af hurtig betjening og varme pølser. Det er simpelt, snasket og præcis det, man har brug for efter Medina, men inden Suspekt går på.
Kolde drikke – med og uden alkohol
Man kan ikke bare køre på Tuborg og gyros hele dagen (selvom nogen prøver), og derfor har Grøn Koncert sørget for et solidt udvalg af drikkevarer. Uanset hvor i landet du hopper på den grønne bølge, vil du finde masser af drikkebarer med både øl, sodavand, cocktails og vand – vi snakkede jo dedideret hedebølge! Vandposter er der nemlig nok af, og de er placeret klogt, så du kan tanke op uden at misse dit yndlingsnummer. Hydrering er ikke kun sund fornuft – det er også din billet til at holde hele dagen ud i solen.
Pandekager til folket – Crepes A La Carte
Når sødmen melder sig – og det gør den altså, når eftermiddagssolen rammer, og du har danset til Alphabeat – så er Crepes A La Carte din ven. Deres foodtruck serverer både søde og salte crepes, og det fungerer overraskende godt som både dessert og snack. Nutella og banan er en no-brainer, men prøv også de salte varianter med skinke og ost, hvis du stadig trænger til lidt salt. Pandekagerne er sprøde i kanten og bløde i midten – og de er lige så gode at spise stående, som de er at nyde liggende i skyggen med øl nummer seks i hånden.
Faour – falafel med holdning
Det hele skal ikke handle om kød, og her er Faour det perfekte modspil. Den gule truck serverer sprøde, velkrydrede falafler og klassiske kebabs – og begge dele er lavet med en kærlighed til streetfood, der mærkes. Vegetariske og veganske muligheder er helt naturligt en del af menuen, og det er ikke nogen nødløsning – det smager rent faktisk af noget. Hvis du trænger til et grønt afbræk fra kød og kartoffel, så er Faour et godt sted at lande.
Mere mad, flere muligheder
Uanset hvilken koncertby du rammer, så er Grøn spækket med muligheder. Burgerne fra Spiselauget er solide, flæskestegssandwichen er proppet med svær og rødkål (manglede lidt dressing i år!), The Fish Project serverer klassisk fish’n’chips med hjemmelavet tatarsauce, og så er der både juice og lette snacks fra Joe & The Juice. Du kan spise dig igennem hele dagen uden at føle, du har fået det samme to gange – medmindre du naturligvis vælger at gentage successen med pølsemix og gyros (hvilket ingen vil dømme dig for).
Og her er det værd at nævne det vigtigste: Alt overskuddet fra madboderne går til Muskelsvindfonden. Så når du guffer dig gennem en flæskestegssandwich, skyller den ned med en øl og jagter det hele med en pandekage, så støtter du faktisk en god sag. Det føles lidt som snyd – men det er det ikke.
Læs også: