Madnyheder

McDonald’s deler kaviar ud til nuggets op til Valentinsdag

Blasfemi eller gourmet?

McDonald’s har aldrig været bange for at lege med grænserne mellem fastfood og popkultur, men op til Valentinsdag har kæden taget et skridt, der har fået mange til at stoppe op. I et nyt, tidsbegrænset stunt lancerer McDonald’s nemlig såkaldt McNugget Caviar – kaviar, der er tænkt som tilbehør til helt almindelige Chicken McNuggets.

Ja, kaviar. Til nuggets.

Lanceringen sker den 10. februar, hvor et begrænset antal McNugget Caviar-kits bliver gjort tilgængelige online. Pakkerne kan ikke købes i restauranter, og de kan heller ikke købes for penge. De uddeles gratis, så længe lager haves, hvilket kun har gjort interessen endnu større.

Fastfood møder luksus

Hver pakke indeholder en lille dåse Baerii-størkaviar brandet som McNugget Caviar, et McDonald’s gavekort til at købe nuggets for, samt klassisk tilbehør i form af crème fraîche og en perlemorsske. Det hele er sammensat, så oplevelsen læner sig op ad det traditionelle kaviarritual – bare med en markant anderledes hovedrolle.

Kombinationen af nuggets og kaviar er i sig selv ikke ny. I flere år har folk på sociale medier eksperimenteret med at parre billigt fastfood med eksklusive ingredienser, ofte som en kommentar til, hvor tilfældig vores opfattelse af “fin” og “simpel” mad kan være. McDonald’s har ikke opfundet ideen, men de har valgt at tage ejerskab over den og gøre den til et officielt produkt.

Et bevidst internet-stunt

McNugget Caviar-kittet kan kun bestilles online, og antallet er stærkt begrænset. Enten får man fingrene i et, eller også må man følge med, mens andre poster billeder og reaktioner. Det er en lancering, der i høj grad er designet til at leve på sociale medier frem for i restauranterne.

Det er heller ikke romantik eller smagsoplevelser, der er i centrum. Det handler om opmærksomhed, timing og det spektakel, der opstår, når et globalt brand formår at tage en internettendens og forvandle den til en officiel lancering. Om man finder det sjovt, unødvendigt eller bare mærkeligt, afhænger i høj grad af, hvor seriøst man mener, mad skal tages.

McDonald’s og mad som kultur

McDonald’s har i stigende grad bevæget sig væk fra kun at være et sted, man spiser, og hen imod at være en aktiv del af samtalen om mad, trends og kultur. Fra limited editions til samarbejder og eksperimenter som dette er kæden blevet mere bevidst om sin rolle i det digitale landskab.

McNuggets med kaviar bliver næppe en fast del af menuen, men som midlertidigt fænomen rammer det præcis det punkt, hvor fastfood, luksus og internetkultur smelter sammen. Og netop dér opstår de historier, folk har lyst til at dele videre.

Om det er genial markedsføring eller bare endnu et øjeblik, hvor internettet fik frit spil, er næsten underordnet. McDonald’s har i hvert fald sikret sig, at Chicken McNuggets igen er en del af samtalen.