Madnyheder

Michelob Ultra er nu USAs bedst sælgende øl

Skubber Bud Light af pinden.

Det er officielt: Michelob Ultra har snuppet titlen som den bedst sælgende øl i USA. To år efter at Anheuser-Busch måtte se deres storsælger Bud Light styrtdykke i salgstal, har lillebror i sortimentet taget tronen – foran både Modelo Especial og resten af feltet.

Fra boykot til comeback

Tilbage i 2023 ramte Bud Light en voldsom boykot, da brandet samarbejdede med trans-influenceren Dylan Mulvaney. Kritikken, boykotten – og ikke mindst Anheuser-Buschs håndtering af sagen – fik salget til at styrtdykke, og øllen mistede sin plads som nummer ét efter mere end 20 år på toppen.

Ind på scenen trådte Michelob Ultra, som Anheuser-Busch har pumpet massivt med marketing. Med sponsorater på alt fra FIFA Club World Cup til amerikanske sportsligaer – og senest med lanceringen af Michelob Ultra Zero, en alkoholfri version – er brandet blevet et nyt go-to valg for mange amerikanere.

Konkurrenterne kæmper

For Modelo og Corona-ejeren Constellation ser billedet mere gråt ud. De har selv peget på strengere amerikansk indvandringspolitik som en årsag til faldet i salget – især fordi halvdelen af deres kunder i USA er hispanics. Samtidig kæmper hele den amerikanske ølbranche mod ændrede drikkevaner, hvor færre amerikanere drikker øl i det hele taget.

Ølvaner i opbrud

Faktum er, at amerikanerne har skåret ned på ølforbruget i årtier, og det har åbnet døren for både spiritus, hard seltzers og alkoholfri alternativer. Michelob Ultra har ramt tidsånden: en øl, der markedsføres på lethed, sport og livsstil – og nu altså med salgstal, der matcher hype.

Så mens Bud Light stadig prøver at komme sig over sit ry som ølbranchens største PR-katastrofe, kan Michelob Ultra kalde sig USAs nye nummer ét.