Når supermad går amok: Dubai-chokolade, matcha og quinoa med en bitter eftersmag

Vi elsker nye madtrends. Jo mere eksklusivt, jo bedre. Men der er en bagside af medaljen, og den smager ikke af pistacie eller grøn te – den smager af tørke, overforbrug og lokale bønder, der må nøjes med krummerne.

Pistacietrenden der dræner jorden

Dubai-chokolade er den nye Instagram-darling. Lækker mælkechokolade med pistaciecreme og sukkerdryppede kadayif-tråde – det ligner noget fra en arabisk dessertdrøm. Prisen er også derefter: 7 euro for 100 gram. Men efterspørgslen har skabt en pistacie-guldfeber, hvor plantager breder sig som ukrudt i blandt andet Spanien.

Og pistacietræer? De er tørketålende, ja, men kun til en vis grænse. For at få nok udbytte til at fodre markedet, bliver der hældt enorme mængder vand ud over markerne. Vi snakker 10.000 liter vand per kilo pistacienødder – i tørre områder, hvor hver dråbe tæller. Sammenlignet med jordnødder, der kan nøjes med under 3.000 liter, er det et vanvittigt vandregnskab.

Matcha-hype med bagslag

Det grønne pulver, der tidligere var forbeholdt japanske temestre og zen-ceremonier, har nu fundet vej til alt fra proteinshakes til matcha-cookies. Og efterspørgslen eksploderer. I Tyskland steg importen af matcha med 240 % på bare ét år. Resultat? Hylderne er tomme, priserne er tredoblet, og lokale tehandlere i Japan kæmper med at følge med.

De små producenter, der stadig høster med håndholdte maskiner og skygger planterne med stofduge, er ved at blive udkonkurreret – ironisk nok – af deres egen succes. Når de store eksportører tager hele høsten, er der ikke meget matcha tilbage til den lokale teceremoni.

Quinoa: Fra superfood til lokal krise

Så er der quinoa. Da FN i 2013 udråbte det lille frø til en løsning på verdens fødevareproblemer, tog Vesten det som en opfordring til at smide det i alt fra salater til energibarer. I Peru og Bolivia steg priserne så meget, at lokalbefolkningen knap nok havde råd til deres egen basiskost.

Farmerne i Andesbjergene begyndte at dyrke i rekordtempo og pløjede endda ørkenområder op, som tidligere kun blev brugt til lamaer. Resultatet? Udvaskning af jorden, manglende regn og marker, der hurtigt blev ubrugelige. Den hype, der skulle bringe velstand, lagde landskabet øde.

Hvad så nu?

Det store spørgsmål er, hvad der sker, når hypen dør ud. Når de velhavende markeder skifter til næste superfood, står farmerne tilbage med udpint jord og et produkt, ingen længere vil betale for. Fairtrade-organisationer opfordrer til at droppe monokulturer og i stedet satse på blandede afgrøder – både til lokal og global handel.

For måske handler det ikke om at droppe de lækre trends, men om at spise med lidt mere omtanke. Og måske lige overveje, om den næste matcha-is virkelig er det værd, hvis den koster en japansk tebonde hans eksistensgrundlag.