Madnyheder

Olivenolie er den overraskende topping, der gør din chokolademousse endnu bedre

Cremet kombi.

Vi kender alle olivenolie som køkkenets arbejdshest: Den bruges til alt fra at stege grøntsager til at piske dressinger og saucer sammen. Men den grønne olie med de mange nuancer har også en plads i dessertkøkkenet – og især som prikken over i’et på en luftig chokolademousse.

Det lyder måske som en mærkelig kombination, men et par dråber god olivenolie oven på chokolademousse kan faktisk gøre underværker for både tekstur og smag. Det skyldes det samspil, der opstår mellem olivenoliens naturlige bitterhed og kakaoens fedme. Olivenolie indeholder polyfenoler, som tørrer munden ud, mens kakaoens fedt virker modsat og skaber en cremet fornemmelse. Sammen balancerer de hinanden, og det får chokoladesmagen til at træde tydeligere frem.

Sådan bruger du olivenolie i din dessert

Du kan enten dryppe lidt olie på toppen af den færdige mousse – gerne sammen med lidt flagesalt – eller gå hele vejen og bruge olivenolie i selve opskriften. Her kan olien erstatte det smør, man normalt ville bruge (cirka en halv deciliter), og resultatet bliver en silkeblød mousse med en let pebret kant og dyb, rig smag.

Det giver også en federe og mere fyldig konsistens, som passer perfekt sammen med lidt knas fra flagesalt, små ristede nødder eller et drys kakao. Og hvis du vil eksperimentere videre, er der masser af muligheder.

Leg med smagen

En frugtig olivenolie – for eksempel af typen Arbequina eller en italiensk variant fra Gardasøen – fungerer særligt godt i dessertkøkkenet. Du kan også eksperimentere med olier med smag: Prøv f.eks. olivenolie infuseret med appelsin, chili, rosmarin eller endda lavendel. Chokolade kan bære mange aromatiske ingredienser, så der er frit spil for den kreative dessertkok.

Vil du løfte din dessert yderligere, kan du servere moussen med en creme smagt til med kardemomme, kokos eller rose. Mulighederne er mange – og med olivenolie i arsenalet åbner du døren til en hel ny måde at tænke sødt på.