Madnyheder

Sådan spotter du hurtigt, om din rødvin er blevet dårlig

Klar til en åbne en ny!

Der er få ting, der slår følelsen af at åbne en god flaske rødvin efter en lang uge. Korken ryger op, vinen får lov at ilte, og glasset bliver drejet i hånden i forventning om dybde, varme og kompleksitet. Men nogle gange rammer virkeligheden hårdt: farven er mærkelig, duften forkert, og smagen… ja, den er ikke, som den burde være.

Heldigvis er det som regel ret nemt at afgøre, om en rødvin har passeret sit bedste tidspunkt. Det kræver bare, at du bruger dine sanser og ved, hvad du skal kigge efter.

Farven afslører mere, end du tror

Rødvin varierer naturligt i farve alt efter drue, alder og oprindelse, men der er grænser. Hvis vinen i glasset fremstår brunlig, orange eller murstensfarvet i stedet for klar rød eller dyb lilla, er det ofte et tegn på oxidation. Det betyder, at vinen har været udsat for ilt i for lang tid – enten under opbevaring, gennem en utæt prop eller allerede under produktionen.

Myten om, at gammel vin altid er god vin, holder ikke. De fleste almindelige rødvine har bedst af at blive drukket inden for tre til fem år. Kun vine med høj syre, markante tanniner og ofte højere alkohol eller restsukker er skabt til lang lagring.

Lugten lyver aldrig

Næsen er dit stærkeste våben. En vin, der er gået bad, afslører sig ofte med det samme. Dufter den af eddike, neglelakfjerner eller overmodne æbler, er der stor sandsynlighed for, at bakterier har været på spil. Især eddikesyrebakterier kan forvandle vinens friske noter til noget skarpt og ubehageligt.

En anden klassiker er propfejl. Hvis vinen lugter af våd pap, mug eller kælder, er det sandsynligvis TCA – den kemiske forbindelse bag den berygtede korksmag. Det handler ikke om sundhed, men smagen er ødelagt, og vinen er ikke værd at redde.

Smagen bekræfter mistanken

Hvis du er i tvivl efter at have set og duftet, så smag forsigtigt. Dårlig vin smager ofte flad, bitter eller unaturligt sur. Nogle gange kan den også virke perlende, selvom det ikke er meningen. Det kan være tegn på uønsket sekundær gæring, hvor gærrester har været aktive efter aftapning. Resultatet er en skarp, gæragtig vin, der føles helt forkert i munden.

Opbevaring betyder mere, end mange tror

En tør eller smuldrende prop er ofte et tegn på dårlig opbevaring. Vin, der har stået for varmt, for lyst eller med store temperatursvingninger, har langt større risiko for at tage skade – også selvom flasken aldrig er blevet åbnet.

Kort sagt: Hvis noget føles off, er det som regel, fordi det er det. Vin skal dufte indbydende, smage balanceret og se levende ud i glasset. Når den ikke gør det, er det ikke snobberi at hælde ud – det er bare sund fornuft.