Der findes få retter, der rammer følelsen af dansk sommer lige så præcist som en god kartoffelmad. Nye kartofler, smør, rugbrød og et generøst lag kærlighed er nærmest blevet en national disciplin, og på Samsø tager man den disciplin meget seriøst.
Nu vender Samsøs Bedste Kartoffelmad tilbage i 2026, hvor øens restauranter, kokke og kartoffelentusiaster igen samles om en af Danmarks mest hyggelige og særegne madkonkurrencer.
Arrangementet har eksisteret siden 2012 og er efterhånden blevet en institution på Samsø. Det er både en gastronomisk legeplads for kokke og en folkefest for alle, der mener, at kartofler fortjener mere respekt end blot at blive smidt ved siden af en frikadelle.
Kartoffelmadden er blevet gastronomisk legeplads
Selvom kartoffelmadden i sin mest klassiske form er simpel, har konkurrencen gennem årene vist, hvor langt man kan strække idéen uden at miste respekten for råvaren.
Dommerne har tidligere sat tænderne i hele 112 forskellige fortolkninger af kartoffelmadden, hvor kartoflerne blandt andet er blevet røget, fermenteret, syltet, tørret, puffet, confiteret og friteret.
Det er altså ikke bare “kartofler med mayo”, selvom der selvfølgelig også skal være plads til den slags.
Samsø-kartoflen spiller naturligvis hovedrollen. Øen er kendt for sine tidlige kartofler og særlige jordforhold, der giver dem den karakteristiske smag, som mange danskere forbinder med starten på sommeren.
Læs også:
15 restauranter kæmper om publikumsprisen
Fra den 29. maj til den 6. juni kan gæster smage sig gennem konkurrencens publikumspris, hvor 15 forskellige spisesteder på Samsø serverer deres bud på den ultimative kartoffelmad.
Prisen er fastsat til 100 kroner pr. mad, og efter måltidet kan gæster stemme via SMS og give deres favorit karakter fra 1 til 10.
Det plejer at være tæt løb. I 2025 løb Det lille Sommerhotel med sejren efter en score på 9,390 ud af 10 mulige — kun 0,026 point foran andenpladsen.
Og det kan mærkes bagefter. Sidste års vindere endte med at sælge hele 2.999 kartoffelmadder i månederne efter konkurrencen, selvom stedet kun råder over 24 indendørs siddepladser.
Stjernekokke og smørrebrødseksperter samles på Samsø
Kulminationen finder sted søndag den 7. juni, når Samsø Idrætshal bliver omdannet til en stor gastronomisk gildesal under Den Store Jurypris 2026.
Her skal de deltagende restauranter imponere et dommerpanel, der tæller nogle ret tunge navne fra den danske madscene. Blandt dommerne finder man blandt andre Jesper Koch, Dak Wichangoen, Umut Sakarya-Havshøj og Rasmus “Feinschmeckeren” Palsgård.
Som gæst får man samtidig adgang til et stort tag-selv-bord med nye Samsø-kartofler og klassisk tilbehør, mens konkurrencen udfolder sig på scenen.
Kartoffelmadder i børnehøjde
Arrangementet har også fået sin egen juniorudgave. For femte år i træk dyster samske børn og unge nemlig om at lave de flotteste og mest kreative kartoffelmadder i Juniorprisen.
Det hele foregår side om side med de voksnes konkurrence, og de professionelle dommere er også med til at kåre juniorvinderen.
Det gør Samsøs Bedste Kartoffelmad til lidt mere end bare en madfestival. Det er lige så meget en hyldest til øens madhåndværk, lokale producenter og den danske sommertradition, der opstår, når nye kartofler endelig rammer butikker og frokostborde.
Læs også: