Madnyheder

Slatten salat i køleskabet? Sådan får du den til at strutte igen på 5 minutter

Sprød og saftig igen.

Du kender det. Du åbner køleskabet for at lave en hurtig frokostsalat, og så ligger der en sørgelig bunke slap rucola eller iceberg i grøntsagsskuffen og ligner noget, der har haft en hård nat. Ikke rigtig rådent, bare… udmattet. Som en tømmermandsramt version af sig selv.

Men før du overvejer at smide den i skralderen og haste ned efter en ny pose – så fat mod. Der findes et trick. Og det tager seriøst kun 5 minutter.

Det kolde chok: Isvand redder grøntsager

Tricket er simpelt: isvand. Planter består af rigtig meget vand, og når salaten ligger for længe uden fugt eller bliver udsat for svingende temperaturer (hej, åbent køleskab og plastemballage), så mister bladene spændstigheden. Det er ikke fordi de er døde – de er bare dehydrerede.

Sådan gør du:

  1. Fyld en stor skål med iskoldt vand – gerne med et par isterninger i.
  2. Smid salatbladene i vandet.
  3. Vent 5-10 minutter.
  4. Bum – de har rejst sig som om intet var hændt.

Det fungerer med alt fra iceberg og hjertesalat til spinat og rucola. Og ja, det virker også på gulerodsstænger og bladselleri, der har været lidt for længe ude i varmen.

Ekstra bonus: Sådan holder du salaten sprød bagefter

Når salaten har fået sin kolde genoplivning, så skal den ikke bare smides tilbage i plastikposen. Gør dig selv den tjeneste at tørre bladene let (enten i salatslynge eller med et rent viskestykke), og læg dem i en lufttæt beholder med et stykke køkkenrulle i bunden. Det suger overskydende fugt og holder tingene friske længere.

Og hvis du virkelig vil være overskudstypen: Skyl salaten, lad den tørre, og pak den på forhånd. Så har du crispy greens klar til alt fra frokostwraps til grillbordet – uden at stå med slatne blade kl. 18.