Tun på dåse har det meste af det, en travl frokost kan ønske sig: Det er billigt, proteinrigt, kræver ingen tilberedning og kan stå klar i skabet, når ambitionsniveauet i køkkenet rammer nul.
Men der følger også et velkendt spørgsmål med dåsen: Hvad med kviksølv?
Ifølge en gennemgang skrevet af Lauren Ball, professor ved University of Queensland, og Emily Burch, diætist og lektor ved Southern Cross University, er billedet for almindelig tun på dåse mere beroligende, end mange måske forestiller sig.
En dåse indeholder omkring 13 mikrogram i regneeksemplet
Forfatterne tager udgangspunkt i de australske retningslinjer fra Food Standards Australia New Zealand, FSANZ.
Her ligger den såkaldte tolerable ugentlige grænse for de fleste mennesker på 3,3 mikrogram kviksølv per kilo kropsvægt. For gravide er grænsen lavere og angives til 1,6 mikrogram per kilo om ugen.
En person på 70 kilo lander dermed på omkring 231 mikrogram om ugen – eller cirka 112 mikrogram under graviditet.
Der findes ifølge artiklen begrænset forskning specifikt på kviksølvindholdet i tun på dåse solgt i Australien. Derfor bruger forfatterne blandt andet et spansk studie fra 2025, hvor 60 dåser blev analyseret.
Her var den gennemsnitlige koncentration 0,138 milligram kviksølv per kilo tun.
Omsat til en lille dåse på 95 gram svarer det til omkring 13 mikrogram kviksølv.
Hvad hvis du spiser tun hver dag?
For en person på 70 kilo vil én 95-grams dåse om ugen dermed udgøre mindre end seks procent af den ugentlige grænse.
Spiser samme person én dåse hver dag i syv dage, ender regnestykket på cirka 92 mikrogram kviksølv.
Det svarer til omtrent 40 procent af den ugentlige grænse på 231 mikrogram.
På baggrund af de tal vurderer forfatterne, at regelmæssigt indtag af tun på dåse – selv dagligt for de fleste voksne – næppe i sig selv vil føre til et usikkert niveau af kviksølveksponering.
Det betyder dog ikke, at alle bare skal finde dåseåbneren frem syv gange om ugen.
Børn har mindre spillerum
Kropsvægten betyder nemlig meget for, hvor stor den tolerable mængde er.
Et typisk fireårigt barn på 20 kilo har ifølge beregningen en ugentlig grænse på 66 mikrogram kviksølv.
En enkelt lille dåse tun med omkring 13 mikrogram vil dermed bruge cirka en femtedel af barnets ugentlige kviksølvgrænse.
Forfatterne vurderer, at to til tre dåser om ugen – omtrent hvad der kan gå til en uges tunmadder – næppe vil være et problem. Men børn har ganske enkelt mindre margen end voksne.
Ikke al tun er ens
En vigtig detalje er, at ”tun” ikke er én ensartet størrelse.
Ifølge forfatterne kommer meget tun på dåse i Australien fra mindre arter som skipjack og yellowfin, der generelt er yngre og mindre end de tun, der typisk sælges som friske steaks.
Det spiller en rolle, fordi kviksølv ophobes gennem fødekæden.
Kviksølv findes naturligt i miljøet og kan også stamme fra industrielle aktiviteter. I vand kan bakterier omdanne det til methylkviksølv, som optages af fisk.
Når store rovfisk æder mindre fisk gennem mange år, kan koncentrationen derfor vokse.
Det er også årsagen til, at større rovfisk som haj, sværdfisk og visse marlin kan indeholde væsentligt mere kviksølv end den tun, der ender i dåsen.
Variation slår syv ens frokoster
Selv hvis kviksølv altså ikke nødvendigvis er argumentet for at droppe tunen, peger forfatterne på en anden god grund til ikke at leve af den samme proteinkilde hver dag: variation.
Fisk bidrager blandt andet med omega-3-fedtsyrer og jod, mens andre proteinkilder byder på andre næringsstoffer.
Æg bidrager eksempelvis med cholin, bælgfrugter med fibre og planteprotein, magert kød med jern og vitamin B12, mens nødder og frø blandt andet leverer fedt, fibre og forskellige vitaminer og mineraler.
Så nej, dåsetunen behøver tilsyneladende ikke ryge direkte i kategorien ”radioaktiv frokost”.
Men som med stort set alt andet på tallerkenen er variation stadig en ganske habil plan.
![]()
Læs også: