Var 90’ernes sprøde tacoskaller geniale eller en kulinarisk forbrydelse?

Der var engang, hvor taco i Danmark ikke betød små bløde majstortillas med carnitas, koriander, salsa verde og et strategisk klem lime.

Taco betød en gul, knasende skal.

Den blev placeret forsigtigt på tallerkenen, fyldt med krydret hakket oksekød, iceberg, tomat, majs, revet ost og en klat salsa fra glas. Og hvis man var rigtig international, kom der måske også creme fraiche ovenpå.

Så tog man den første bid.

KNAS.

Halvdelen af skallen eksploderede ned på tallerkenen, kødsaucen forsøgte at flygte ud gennem siden, og pludselig sad man med en taco, der bedst kunne spises med kniv og gaffel.

Det var upraktisk. Det var ikke specielt autentisk mexicansk.

Og det var fantastisk.

Da taco blev en del af fredag aften

Tex-Mex har eksisteret meget længere end 1990’erne. Køkkenet voksede frem i grænselandet mellem Texas og Mexico, hvor mexicanske madtraditioner gennem generationer blev blandet med ingredienser og spisevaner nord for grænsen.

Men for mange danskere var det især i 1980’erne og 1990’erne, at idéen om taco for alvor begyndte at føles som noget, man kunne lave hjemme.

Supermarkederne fik hylder med tacoskaller, krydderiblandinger og salsa. Pludselig behøvede man hverken kende forskellen på en tortilla og en tostada eller bruge en eftermiddag på at lave salsa.

Man skulle bruge hakket oksekød, en pose krydderi og et taco-kit.

Det var eksotisk mad på den meget danske måde.

Den hårde tacoskal er ikke helt så mexicansk, som vi troede

Her bliver historien en smule mere kompliceret.

Sprøde tortillas findes bestemt i det mexicanske køkken, hvor majsbaserede tortillas blandt andet kan steges og bruges til eksempelvis tostadas og andre retter.

Men den U-formede, færdigstegte tacoskal, som mange af os forbinder med 90’ernes fredagstaco, er i høj grad blevet et symbol på den amerikaniserede Tex-Mex-kultur.

Og den fik et seriøst skub ind i populærkulturen gennem amerikanske restauranter og senere fastfood.

Taco Bell gjorde eksempelvis den sprøde taco til en institution i USA, mens producenter af taco-kits gjorde det muligt at genskabe oplevelsen hjemme ved spisebordet.

Den version fandt også vej til Europa.

Et måltid bygget op omkring små skåle

Noget af det geniale ved 90’ernes taco var faktisk ikke selve tacoen.

Det var ritualet.

Hele bordet blev dækket af små skåle.

Hakket oksekød i én. Revet ost i en anden. Salat. Tomater. Agurk. Majs. Salsa. Creme fraiche. Måske jalapeños, hvis familiens vovehals havde været med ude at handle.

Og så byggede man selv.

Det var nærmest LEGO med aftensmad.

Ingen behøvede spise præcis det samme, og børn kunne konstruere en taco bestående af 80 procent ost uden at skulle forklare sig over for en kok.

I dag ved vi næsten for meget om tacos

Spol frem til i dag, og taco har fået en helt anden status.

Vi diskuterer birria, barbacoa, carnitas og al pastor. Vi køber majstortillas, fermenterer chili og leder efter den rigtige type koriander. På sociale medier kan man nærmest blive arresteret i kommentarfeltet, hvis man kommer revet cheddar på noget, man kalder en autentisk mexicansk taco.

Og fair nok.

Mexicansk mad er et enormt og traditionsrigt køkken, som fortjener mere opmærksomhed end den gamle krydderipose med hakket oksekød nogensinde kunne give det.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at 90’er-versionen skal dø.

Måske skal vi bare kalde den det, den er

Den knasende tacoskal behøver ikke konkurrere med den taco, du får fra et seriøst mexicansk taqueria.

Det er næsten to forskellige retter.

Den ene handler om majs, chili, kød og århundreders madtraditioner.

Den anden handler om fredag aften, hakket oksekød, iceberg og en tacoskal, der med statistisk sikkerhed knækker det forkerte sted efter første bid.

Og måske er det netop derfor, den stadig har noget at byde på.

For der findes mad, man spiser, fordi den er autentisk, teknisk imponerende og lavet efter alle kunstens regler.

Og så findes der mad, der kan teleportere dig direkte tilbage til et spisebord i 1997.

Spørgsmålet er derfor ikke nødvendigvis, om den knasende Tex-Mex-taco er blasfemi.

Spørgsmålet er, om du stadig kan høre det første knas.