Hvis man forbinder Belgien med to ting, så er det chokolade og øl. Men på en rejse fra Bruxelles til Brugge får man hurtigt indtryk af, at landet er meget mere end det – en kulinarisk legeplads, hvor passionerede bryggere, dedikerede kokke og kreative værter åbner dørene til en kultur, der både værner om tradition og tør eksperimentere.
Vi tog et smut til Belgien på en forlænget weekend for at se, hvor meget magi man kunne vikle om konceptet ‘belgisk øl’ – og vi blev mildest talt blæst bagover. Hop med på rejsen herunder!
Smukke omgivelser fra start!
Bruxelles: Ost, øl og bryggerier med historie
Rejsen begyndte i hjertet af Bruxelles, hvor jeg mødtes med Stijn Van Houdt fra VISITFLANDERS. Sammen gik vi til La Fruitière – en lille ostebutik, som på overfladen ser ganske ydmyg ud, men hvor værten Véronique førte os ind i et univers af intense smage. Her blev lokale oste parret med belgiske specialøl, og kombinationen af cremet ost og humlefriske eller syrligt komplekse øl skabte et overraskende raffinement.
Ostemagi!
Det var ikke bare ost og øl, men en guidet rejse i smagsnuancer og lokale traditioner. Fra den salte, halvhårde Herve til lidt mere funky smage implementeret med øl i modningsprocessen. En fantastisk passioneret butik med medarbejdere, der forstår sig på det gode liv!
Beer and cheese-pairing!
Læs også:
Gæret på historien: Cantillon Brewery
Fra ost til øl var der kun et kort skridt. På Cantillon Brewery – et levende museum for gueuze – blev vi guidet rundt af Senna Rees. Lokalerne lugtede af gær, træfade og historie, og de klassiske lambic-øl, brygget på den naturlige gæring, smagte af både fortid og nutid.
Her handler det ikke om hurtige bryg eller marketingstunts. Cantillon er slow brewing i sin reneste form. Der er ingen tilsat gær – i stedet åbnes brygget op for den vilde, naturlige gæring, som skaber et resultat med en skarp syrlighed, der kræver tilvænning, men som til gengæld indrammer brygkunstens rene essens.
Cantillons gamle lokaler.
Det hele afsluttede med en lille smagning, hvor man lige fik afprøvet en gueuze direkte fra fad, flad og helt fantastisk – efterfulgt af den boblende version og til sidst en kirsebærudgave. Et øl-univers, som man skal vænne sig til, men aldrig helt kan slippe igen.
Gyldne dråber direkte fra fad.
Ølkultur i højsædet: Belgian Beer World
Dagsprogrammet i Bruxelles blev rundet af i Belgian Beer World, et moderne oplevelseshus dedikeret til landets stolte ølkultur. Her er det ikke bare en udstilling – det er en multisensorisk oplevelse, hvor både nørder og nysgerrige kan blive klogere på alt fra malt til madparringer.
Den belgiske ølverden er ikke bare en industri – det er en kulturarv. Og Belgian Beer World sætter netop det i scene med smagninger, interaktive installationer og masser af håndbrygget kærlighed. Det er lidt mere mainstream orienteret omkring belgisk øl, hvor flere af de mere unikke og særprægede bryggerier og metoder bliver glemt lidt i skyggen – men vil man have det overordnede billede af Belgiens ølkultur – så får du opfyldt dine drømme lige her.
På øl-eventyr i museum.
Middag med belgisk touch: Restaurant GUS
Aftenen sluttede på restaurant GUS – en elegant, men uformel spiseoplevelse, hvor øllet spiller en hovedrolle i både glas og gryde. Her er øl ikke en gimmick, men en del af køkkenets DNA. De kalder sig selv et Brassenomie – som er en sammenslutning af øl og gastronomi. Så øllet får sin velfortjente kærlighed lige her!
Og vi startede stærkt ud med en Spritz lavet belgisk øl – en fuldstændig vanvittig tanke, som fungerer helt eminent som skarp, aromatisk og forfriskende indgangscocktail.
Bier Spritz!
Menuen lagde ud med røget ørred og zucchini-crème, serveret med en sprød bygotto-arancini – en ret, der fik selskab af en klassisk Blond Tripel. Den lette sødme og krydrede gærnote fra øllet løftede både fisken og cremen med underspillet finesse.
Dernæst blev der skruet op for intensiteten med jomfruhummer ledsaget af en humlet IPA. Kombinationen af den rene skaldyrssmag og øllets bitre kant skabte et elegant benspænd for smagsløgene – præcis det, der gør sådan en pairing interessant.
Hovedretten bød på saftigt andebryst med sprødt skind, hvor fedme og dybde blev balanceret af et glas Oude Geuze. Den vilde gæring og skarpe syre skar smukt igennem retten og rensede ganen mellem bidderne.
Når øl og mad går op i en højere enhed!
Til dessert kom den mørke finale: stout-sorbet, kaffecreme, maltcrumble og mælkeskum. Her lod man øllet træde i baggrunden som ingrediens i stedet for ledsager, og resultatet var en fløjlsblød og ristet afslutning med masser af dybde.
Det er præcis sådan belgierne selv gør det – de sætter øllet i spil som en naturlig ledsager til maden. Ikke som et alternativ til vin, men som en selvstændig smagspartner med sit helt eget sprog.
Læs med i næste artikel, hvor vi rykker til Brugge!
“The Stout”
Læs også: