Den Lille Kulturnat i København er efterhånden blevet en fast tradition for børnefamilier, der gerne vil opleve kultur, leg og kreativitet i øjenhøjde med de yngste. Konceptet minder om den klassiske Kulturnat – bare i en mere børnevenlig udgave. Arrangementerne er målrettet børn, og det hele foregår i tidsrummet kl. 16-20, så også de mindre deltagere kan være med.
Fredag den 13. marts åbner en lang række institutioner, kultursteder og oplevelsesrum dørene til aktiviteter, hvor alt fra teater og kunst til blå blink og rumrejser er på programmet. Og heldigvis er der også tænkt på de små maver undervejs. Flere steder kan man nemlig få noget at spise, så aftenen ikke bliver afbrudt af sultne børn.
For at deltage kræver det blot et Kulturpas. Med det i hånden kan man tage to børn under 12 år gratis med til arrangementerne – og samtidig benytte offentlig transport i hele Hovedstadsområdet fra kl. 15-21.
Her er en håndfuld steder, hvor man både kan få en oplevelse og en bid mad under Den Lille Kulturnat.
Her ser du den fulde oversigt.
Bliv maddetektiv hos ASKO
I ASKO Experience Center bliver mad til en slags detektivarbejde. Her inviteres børn til at udforske råvarer gennem smag, tekstur og nysgerrighed i aktiviteten Mad-detektiverne.
Konceptet er ret enkelt, men også ret fascinerende: Børnene får lov til at smage den samme råvare i forskellige tilberedninger og opdage, hvordan både smag og konsistens kan ændre sig. Det handler ikke om at konkurrere eller gætte rigtigt, men om at opleve og tale om smag.
Undervejs får børnene et bedre sprog for smagsoplevelser og lærer mere om råvarer og madlavning. Når oplevelsen er slut, kan deltagerne kalde sig certificerede mad-detektiver.
Varighed: cirka 30 minutter
Opstart: hver time kl. 16, 17, 18 og 19
Alder: fra 5 år
Læs også:
Sanseoplevelser og caféhygge hos Bette Café
Hos Bette Café er der gang i aktiviteterne hele aftenen, og her er der især tænkt på både de helt små og de lidt større børn.
De yngste i alderen 0-6 år kan tumle, lege og bygge med MODU, som opstiller forskellige legestationer. For børn mellem 6 og 12 år er der fælleslæsning med Lisbeth fra Mirakel Bogbutik, hvor historierne får lov til at fylde rummet.
Samtidig inviterer Malou fra “Kunst på barsel” forældre til små talks om kunst, mental trivsel og forældreskab. Imens kan børnene lege videre eller fordybe sig i bøgerne.
Caféen holder køkkenet åbent hele aftenen, så det er muligt at købe både mad og drikke frem til kl. 20.
Svampe, sanser og skumfiduser hos DAC
Hos Dansk Arkitektur Center bliver naturen trukket helt ind i byen. Her kan børn og voksne gå på opdagelse i svampenes fascinerende verden sammen med DAC Café og Funga Farm.
Man kan lære om spiselige svampe som koralsvampe og pindsvinepigsvampe og høre mere om, hvordan man faktisk kan dyrke dem derhjemme – selv midt i byen.
Der er også mulighed for at smage på svampene, hvis man tør teste sit madmod. Efter smagsprøverne kan man købe en børneret med beignet-friterede koralsvampe, ovnbagte kartofler og yoghurtdip.
Udenfor på Bryghuspladsen fortsætter hyggen, hvor der hele aftenen ristes skumfiduser over bål.
Skattejagt og pizza på Copenhill
Hvis børnene har brug for lidt bevægelse mellem kulturoplevelserne, er Copenhill et oplagt stop.
Her kan hele familien deltage i en skattejagt rundt på skibakken. Ni poster er gemt forskellige steder på området, og finder man dem alle, er der endda mulighed for at vinde to timers gratis ski-tid for to personer.
Undervejs kan man varme sig på kakao eller tage en pause med snacks og pizza. Hvis skattejagten ikke frister, kan man også hoppe på en kælketur foran skicaféen ved bakken.
Sidste chance for at starte skattejagten er kl. 19.15.
Eventyr og kreative workshops i Café 30
I Café 30 kan man træde direkte ind i eventyrenes verden. Her bliver aftenen fyldt med fortællinger, fantasi og kreative aktiviteter for både børn og voksne.
Fortæller Kasper Sørensen læser to klassiske eventyr højt i caféens fortællerhule, mens illustrator Mette Sortstreg står klar med kreative workshops, hvor børnene kan tegne og skabe deres egne fortolkninger af historierne.
Atmosfæren er afslappet og hyggelig, og undervejs er det muligt at købe snacks, søde sager samt kolde og varme drikke.
Læs også: