Opskrift

Airfryer-s’mores: sommerdesserten du kan lave uden bål

Nemt og bekvemt.

Hvis sommeren havde en officiel dessert, ville s’mores ligge helt i toppen. Den der kombination af sprød kiks, smeltet chokolade og en skamløst brændt skumfidus skriger af bålplads, strandture og barndomsminder. Men hvad gør man, hvis man ikke lige har et bål i baghaven? Man hiver selvfølgelig airfryeren frem.

Det kræver næsten ingen indsats – og ingen røg i håret – at lave s’mores i køkkenet. Alt, du reelt set skal, er at få skumfidusen smeltet perfekt, og det klarer airfryeren uden problemer.

Sådan gør du

Start med at varme airfryeren op til 175–200 grader. Knæk dine grahamskiks (eller Marie-kiks, hvis du er til den danske stil) i halve, og skær skumfiduserne over på midten. Når airfryeren er klar, lægger du kiksene på risten og topper med skumfiduserne – den klæbrige side nedad, så de ikke stikker af undervejs.

Giv dem 2–3 minutter og tjek derefter hvert halve minut, indtil skumfiduserne er gyldne og puffede, som du kan lide dem. Tag dem ud, læg straks et stykke chokolade ovenpå, så det smelter af varmen, og luk af med endnu en kiks. Klar til at spise.

Opgrader dine s’mores

Selvom klassiske s’mores er ren hygge, kan du sagtens skrue op for fantasien. Skift mælkechokoladen ud med mørk eller hvid chokolade, eller gå all in med en peanutbutter-cup for ekstra cremet og nøddeagtig smag.

Et drys hakkede nødder, lidt kokosflager eller en tynd skive jordbær ovenpå chokoladen kan også give et frisk twist. Og hvis du vil lege endnu mere med opskriften, kan du udskifte grahamskiks med småkager som Oreos eller chokoladecookies.

De helt modige kan endda lave en salt version. Drop chokolade og skumfidus, og top i stedet kiksene med smeltet ost og lidt salsa eller chutney. Det lyder måske mærkeligt, men det er overraskende godt som snack til en øl på terrassen.