Aloo Muttar
Nem og hurtig hverdagsindisk!
Hvis du leder efter en nem og hurtig indisk aftensmad på 30 minutter? Så skal du prøve Aloo Muttar.
I al sin enkelthed er den en slags indisk curry med ærter og kartofler.
Den tager ingen tid at lave og smager helt fantastisk.
Mange indiske opskrifter kan tit kræve mange krydderier, men denne hverdagsopskrift er perfekt til en hurtig omgang indisk mad med få ingredienser.
Du kan både bruge friske ærter i sæson og frosne ærter om vinteren.
Opskriften har en god bund af tomatsauce med krydderier, løg, hvidløg og ingefær - og så toppes det hele af med en solid omgang Garam Masala.
Garam Masala er et blandingskrydderi, som tit kan være den gyldne mellemvej til de mange krydderier. Og så fås den efterhånden i de fleste supermarkeder.
Fang opskriften på en nem omgang Aloo Muttar herunder:
Aloo Muttar
Hurtig indisk hverdagsmad!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 300 gram kartofler
- 1½ dl ærter (friske eller frosne)
- 1 stk løg
- 3 fed hvidløg
- 1 tsk ingefær, revet
- ½ stk grøn chili (kan undlades)
- 1 stk hakkede tomater, dåse
- 1 spsk. garam masala
- 1 tsk salt + peber
- 100 ml bouillon eller vand
Fremgangsmåde
- Snit hvidløg og løg helt fint og svits det af i en gryde med lidt olie i 3-4 minutter. Tilsæt fintrevet frisk ingefær og finthakket chili og svits et minuts tid.
- Hæld garam masala på og lad det svitse i 30 sekunder, hvorefter du hælder hakket tomat på. Hæld herefter bouillon eller vand på. Tilsæt salt og peber.
- Lad det småkoge ved middelhøj varme uden låg, mens du skræller kartoflerne og skærer dem i tern. Smid dem ned i gryden sammen med ærterne. Lad det småkoge i 15-20 minutter, indtil saucen er tyknet igen. Smag til undervejs og servér retten til ris eller naanbrød, når kartoflerne er gennemkogte.