Arme riddere - French Toast
Den perfekte opskrift på armeriddere eller french toast.
Arme riddere, eller french toast som de oprindeligt bliver kaldt, er en sød klassiker til både morgenmad og dessert, som menes at datere helt tilbage til Romerriget.
Arme riddere er i al sin enkelthed skiver af brød, som dyppes i en blanding af mælk, sukker, æg og krydderier, hvorefter det steges sprødt på panden.
French toast giver en sprød skorpe, men en lækker, krydret og svampet midte. Den perfekte bid!
Opskriften på den perfekte arme riddere er meget simpel og nem at lave - og passer perfekt både til en selvforkælelse i form af brunch i weekenden eller som lækker dessert.
Og arme riddere kan både steges på panden eller grilles til en sommerdessert.
Det er en meget simpel og klassisk opskrift, hvor tilbehør kan varieres efter smag, sæson og hvad du lige har ved hånden.
Arme riddere til brunch passer perfekt med frisk frugt og sirup.
Arme riddere til dessert passer perfekt med jordbær, stegt banan eller en god kugle vaniljeis.
Alternativt kan man også bruge det som det søde element efter rundstykker - vi danskere elsker at få en lille kanelsnegl eller spandauer til morgenkaffen, når vi har spist vores rundstykker, men en velstegt french toast er heller ikke et dumt valg!
En stak arme riddere er heller ikke kede af at få en klat creme til servering - hvad enten vi snakker en råcreme, flødeskum eller måske en omgang fuldfed cremefraiche rørt om med vanilje.
Herunder får du en simpel og velsmagende opskrift på arme riddere eller french toast, som sidder i skabet hver gang.
Arme Riddere, French Toast
Dessertklassikeren - arme riddere!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- ½ stk franskbrød
- 2 stk æg
- 1½ tsk kanel, stødt
- 1½ dl sødmælk
- 1½ spsk. rørsukker/brun farin
- 40 gram smør
Fremgangsmåde
- Alt efter hvilket slags brød du bruger, så skal du tænke 1-2 skiver pr. mand til en dessert - brødet skal skæres ud i store, tykke skiver, så de kan suge en masse væske og samtidig blive meget sprøde - vi snakker 1,5-2 centimeter skiver!
- I en skål blandes æg, kanel, rørsukker/brun farin (brun farin giver en dybere smag med noter af lakrids), og sødmælk - pisk godt sammen til en ensformig masse og hæld den i en dyb tallerken.
- Læg brødskiverne i væsken et af gangen og lad dem suge nogle sekunder på begge sider - alt efter hvor store skiver, du har, så burde massen give til 4-6 skiver. Når brødskiverne har suget mælk, æg og krydderier til sig, kan du lige drysse en halv spiseskefuld sukker på begge sider, inden du smider dem på panden i den varme, brusende smør.
- Steg dem 5 minutter på hver side ved middelvarme - de skal blot tage lidt farve og blive sprøde på begge sider. Du kan også grille dem ved direkte varme (kul og grill) - her skal du blot være lidt mere opmærksom på at vende dem løbende, så grillmønsteret bliver fordelt ordentligt.
- Servér rygende varme, sprøde og svampede arme riddere med frisk frugt og vaniljeis til dessert - eller til morgenmad med ahornsirup og frisk frugt og stegte bananer!