BLT Sandwich - Den perfekte sandwich med bacon, tomat og salat
Amerikansk BLT i luksus-udgave.
Hvis man leder efter en ægte, original opskrift på sandwich, så kommer man ikke udenom en klassisk BLT.
BLT er en hjemmelavet sandwich med bacon, salat og tomat.
BLT er en amerikansk populær sandwich-opfindelse og er egentlig en meget simpel opskrift:
B - Bacon
L- Lettuce
T - Tomato
Det fungerer bare!
Du får det salte og sprøde fra bacon, det friske og saftige fra tomaterne og det grønne knas fra salaten.
Der er ikke en decideret ‘opfinder’ som har taget ansvaret for at bringe denne sandwich ind i verden, men den begyndte at dukke op i USA i det tidlige 1900-tallet.
Den fik dog først international popularitet efter 2. verdenskrig, hvor ingredienserne blev mere tilgængelige hele året og sæsonen.
Det var også først i 1970’erne, at selve det at opkalde sin sandwich efter fyldet, BLT, blev en aktualitet.
Og siden da har den ofte været i top 5 over amerikanernes favorit-sandwich lige siden - og englændernes!
Man kan vælge at køre den helt klassiske blot med lidt godt brød, mayonnaise, tomat og sprød bacon - det fungerer bare rigtig godt for smag og tekstur.
Men jeg elsker alligevel at opgradere lidt, så man får lidt hverdagsluksus på en klassiker.
Så min opskrift herunder er en luksus-BLT. I al sin enkelthed er det sprødstegt tørsaltet bacon og brød stegt sprød i baconfedtet samt tomater og grillet spidskål, som er blevet gratineret.
Ja, amerikanerne ville være stolte!
BLT laves ofte helt klassisk med det hvideste toastbrød, du kan opdrive på markedet, men på det punkt kan du selv vælge typen på brød - alt fra landbrød, surdejsbrød, ciabattabrød og lignende.
Men du får den bedste og mest autentiske smag, hvis du holder dig til toastbrød eller franskbrød.
Denne opskrift på klassisk, farmorfranskbrød er perfekt til formålet.
Opskriften giver en stor fed sandwich til én tømmermændsramt person, eller to personer til frokost, hvis du skærer den over på midten!
Den kan bruges både som aftensmad og frokost - eller morgenmad, hvis du har haft en lidt hård bytur!
Det vigtigste for den perfekte BLT
1) Hvidt brød skal steges sprødt
- steg brødet i smør, baconfedt eller olie på en pande - eller rist den på en toaster.
2) Bacon skal steges sprødt
- og der skal være rigeligt af det!
3) Friske tomater og sprød salat
- tynde skiver tomat og en salat, der er sprød.
Følg opskriften herunder:
BLT - sandwich med bacon, tomat og salat
Amerikansk sandwich-klassiker!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Ingredienser
- 200 gram bacon, skiver
- ½ stk spidskålshoved
- 2 stk tomater
- 3 stk franskbrød, skiver
- 40 gram vesterhavsost, revet
Fremgangsmåde
- Steg din bacon på en tør pande eller i ovnen, indtil de er gyldne og sprøde - hæld baconfedtet i et lille glas og brug det, når du skal stege dit brød og spidskål sprødt.
- Sæt to pander over på komfuret. Hæld et par spiseskefulde baconfedt i begge.
- Skær dit spidskål over vandret, så du får nogle tynde, runde cirkler af spidskålen - steg dem i baconfedtet ved middelhøj varme, så de bliver mørke på den ene side. Når de har fået mørk farve, vendes de. Riv nu vesterhavsost på toppen, som smelter sammen med spidskålen, mens den anden side får farve.
- Læg dine skiver brød i den anden pande med fedt og steg dem gyldne og sprøde.
- Fordel mayonnaise på toppen af de tre brød og læg skiver af tomat på - løft en spidskål-cirkel oven på (brug en spatel, da varmen gør, at kålen gerne falder fra hinanden). Top af med bacon - læg nu et skive brød på igen, samme procedure og læg det sidste skive brød på. Brug eventuelt et lille træspyd til at holde sammen på din sandwich, mens du fylder.
- Server den som en enkelstående, enestående hapser, eller del den i to trekanter!