Chicken noodle soup
Velsmagende, nærende og varmende kyllinge-suppe!
I de kolde tider af året er suppe en nødvendighed - både for hyggen, smagen og varmens skyld!
Og i det asiatiske køkken går man aldrig galt i byen med en ramen eller en nuddel-suppe.
Hvor ramen ofte kræver en masse forarbejde for at lave den perfekte base, så er nuddelsuppe den lidt mere nemme hverdagsløsning.
Den er nærende, varmende og smager fantastisk.
Jeg har lavet en nem og lækker hverdagsopskrift herunder, som du hurtigt kan bikse sammen på 30 minutter.
Den smager herligt - masser af grøntsager, en velsmagende suppe og lidt knas!
Selve bouillon-delen af opskriften kan laves på to måder:
Den med god tid - brug en hel kylling eller suppehøne, som du koger bouillon/suppe på (fang opskriften på denne her: Hjemmelavet bouillon).
Den med fart på - brug en god købebouillon og et par bryster (gerne med skind!) fra en kylling - her kan du også snildt vælge at købe en hel kylling og partere den - så får du skindet med og lår og vinger kan smides i fryseren til en hurtig grill-aften senere.
Chicken noodle soup
Varm og lækker!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 1½ l hønse/kyllingebouillon (hjemmelavet, se guide længere oppe, eller god købeversion)
- 3 stk forårsløg
- 1 håndfuld bønnespirer
- 1 spsk. ingefær, revet
- 1 spsk. hvidløg, revet
- 1 spsk. soyasauce
- 2 stk kyllingebryst (gerne med skind)
- 1 stk chili (stærkhedsgraden kan du selv justere, eller undlade den)
- 150 gram glasnudler eller æg-nudler
- 2 stk gulerod
Fremgangsmåde
- Hvis du har valgt kyllingebryst med skind, skal du nu forvarme ovnen på 200 grader varmluft. Derefter skal du fjerne skindet fra kødet i et stykke - skrab eventuelt lidt fedt af undersiden med en kniv, så det nemmere bliver sprødt. læg det fladt ud på et stykke bagepapir, drys med lidt salt og læg et stykke bagepapir ovenpå. Læg den nu på en bageplade, hvorpå du stiller enten en ny bageplade eller et fad, som kan sætte skindet under pres. Læg den i ovnen og bag den i ca. 18-20 minutter. Kig til den undervejs - den er færdig, når den er helt gyldenbrun i overfladen. Læg den til side, når den er tilberedt.
- Varm lidt olivenolie op i en stor gryde.
- Svits kortvarigt den revne hvidløg og ingefær, hvorefter du tilsætter finthakket chili.
- Den valgte bouillon hældes over grøntsagerne sammen med halvdelen af den fintsnittede forårsløg og simrer ved svag varme.
- Nu kan du vælge 3 muligheder i forhold til kyllingen - enten kan du stege brysterne på panden ved middelhøj varme i lidt olivenolie, indtil de er gennemstegte, for at få lidt stegesmag, eller også kan du skære den rå kylling i strimler og lægge den direkte ned i den varme bouillon (den nemme, (og stadigvæk gode!) løsning. Den tredje løsning er hvis du har brugt suppehøne/kylling til bouillonbasen - så skal du blot plukke kødet og putte tilbage i suppen!
- Smag suppen til med soya og eventuelt lidt friskkværnet peber - tilsæt nu nudlerne og lad dem simre møre i suppen. Tilsæt til sidst suppen i portionstallerkener, hvor du tilføjer de sprøde bønnerspirer og top dem af med lidt friskskåret forårsløg, fintsnittet gulerødder, eventuelt chili samt skiver af den sprøde kyllingeskind!