Dutch baby - ovnbagt pandekage
Ovnbagt, luftig pandekage!
Dutch baby, Hootenanny eller tysk pandekage - kært barn har mange navne, og oprindelsen er også lige så speciel fra navnet.
Det er nemlig hverken hollandsk eller tysk - men derimod en opfindelse fra amerikanerne. Den dukkede op på en diner i Seattle i 1900-tallet.
I al sin enkelthed er det en form for ovnbagt pandekage, som hæver enormt meget i ovnen og giver dig en rund, luftig og fyldig pandekage med sprød skorpe.
Det minder lidt om en mellemting mellem french toast og pandekager.
Og så skal den gerne toppes med lidt flormelis, sirup og frisk frugt.
En nem lækker opskrift på ovnbagt pandekage, som tager ingen tid og som kan underholde børn såvel som voksne.
Jeg kiggede væk fra ovnen i 30 sekunder og da jeg kom tilbage, havde den souffleret helt enormt op.
Og ja - den smager fantastisk.
Jeg har piftet den op med lidt flere krydderier og givet den lidt appelsinskal. Følg opskriften herunder:
Dutch baby
Ovnbagt pandekage!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 18 minutter
Ingredienser
- 2 stk æg
- 1 dl mælk
- 1 tsk sukker
- ½ tsk kardemomme
- ½ tsk kanel
- 0,2 tsk muskatnød, revet
- ½ stk appelsin, økologisk
- 1 knsp. fint salt
- 50 gram hvedemel
- 30 gram smør, til stegning
- ½ tsk vaniljesukker
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen på 210 grader.
- Pisk æg, sukker, mælk, 2 tsk. revet appelsinskal og krydderier sammen til en skummende masse - si hvedemelet ned i og blandt det grundigt sammen.
- Smelt nu smørret på en pande på ca. 18-20 cm - når det begynder at bruse op, hælder du dejen i panden. Stil nu panden i ovnen og bag den i ca. 18-20 minutter, indtil den er mørk i kanten og sat i midten. Den vil hæve voldsomt lige pludselig - og det er meningen. Bare rolig, den skal nok falde sammen igen undtagen i kanterne, når du tager den ud af ovnen igen.
- Serveres med frisk frugt, is, sirup og/eller meget andet lækkert fyld!