Opskrift

Efterår i et glas: ‘Sentimental Gentleman’

Kræs for kendere.

Der findes whiskycocktails, der rammer som en solid pejsestund i oktober – og så findes der The Sentimental Gentleman. Den er ikke bare et efterårsdrik; den er efterår destilleret. En kombination af skotsk whisky, Bénédictine og den nødde-søde italienske nocino, der tilsammen giver en varm, dyb og let melankolsk smag, som er perfekt til de mørke timer, hvor man faktisk ikke har noget imod at blive en smule sentimental.

Cocktailen blev skabt i 2012 af bartender Misty Kalkofen på Brick & Mortar i Central Square i Boston. Klassisk håndværk, tre ingredienser og et resultat, der smager som om, nogen har tænkt sig om. Det er en drink, der ikke behøver at bevise noget. Den bare er.

Det enkle miks med dyb karakter

The Sentimental Gentleman er bygget op om tre nøgleingredienser:

– Scotch whisky
– Bénédictine
– Nocino, en italiensk likør lavet på grønne valnødder

Det lyder simpelt, og det er det også, men smagsprofilen er alt andet end. Whiskyen giver de mørke, maltrige bundnoter. Nocino trækker en næsten sirupsagtig, nøddeagtig sødme frem, der smager af efterårsblade og langsomme eftermiddage. Og Bénédictine binder hele molevitten sammen med sin urteagtige sødme og varme krydring.

Resultatet er en dyb, afrundet cocktail, der føles både klassisk og ny på samme tid. Perfekt til den slags aften, hvor du står og kigger ud i mørket og tænker over, hvordan tiden egentlig gik så hurtigt.

Opskriften

Hæld i et røreglas:

– 6 cl scotch whisky
– 1,5 cl Bénédictine
– 1,5 cl nocino

Rør med is i 10–20 sekunder afhængigt af størrelsen på isterningerne. Servér enten op i en coupe eller ned i et afkølet rocks-glas uden is.

Det er ikke nødvendigt med garnish, men en tynd strimmel appelsinskal kan give lidt ekstra charme, hvis du vil runde smagen af. Kalkofen serverede den oprindeligt uden – helt i tråd med cocktailens lidt tungsindige elegance.

De rette flasker til jobbet

Whiskyen er det eneste punkt, hvor du bør overveje temperament. Et alt for røgfyldt valg kan tippe balancen, så undgå de mest aggressive Islay-flasker. En Highland Park 12 eller en solid blended malt som Monkey Shoulder gør arbejdet glimrende.

Nocino kan virke som en eksotisk ingrediens, men dukker jævnligt op på hylderne hos velassorterede vinhandlere. Den giver cocktailen sin særlige dybe sødme, som ingen bitter kan erstatte.

Og Bénédictine? Den er uundgåelig. Glem B&B – du vil have den originale likør, ikke den færdigblandede version med brandy.