Halloween-boller
Små, dekorative og tandsmør-venlige boller!
Hvad enten du leder efter en god opskrift på hjemmebagte, luftige boller eller en god familievenlig aktivitet til køkkenet, så er mine Halloween-boller et sikkert hit!
Halloween-boller eller græskarboller er egentlig en klassisk bolledej, som er rørt sammen med en græskarpuré - som både giver smag, farve og saftighed.
Du kan bruge mange forskellige slags græskar - de bedste er enten butternut eller hokkaido.
Denne opskrift giver dig 8-10 boller alt efter ønsket størrelse - og så er de utrolig nemme.
De kræver bare lige lidt kvalitetstid i køkkenet, hvor du skal binde bollerne på en bestemt måde, som gør, at de får et mønster, der ligner et græskar.
De bliver utrolig flotte med et gult skær og kan også spædes op med chokolade, hvis de skal være til det søde køkken.
En god efterårsvenlig aktivitet for hele familien - du finder opskriften herunder og et par billeder, der illustrerer, hvordan du skal binde bollerne inden hævning.
God bagning!
Halloween-boller
Nemme græskarboller!
Ventetid: 1 time
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 200 gram græskar (hokkaido eller butternut)
- 500 gram hvedemel
- ½ dl vand
- 2 dl mælk
- 20 gram gær
- 1 tsk fint salt
- 1 stk bomuldssnor, til snørring
Fremgangsmåde
- Start med at fjerne kernerne i dit græskar og skære den i mindre tern - du skal ikke fjerne skrællen. Læg dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i en forvarmet ovn på 200 grader varmluft i 25-30 minutter, indtil de er helt møre.
- Hæld de møre græskartern i en blender eller brug en stavblender - tilsæt en halv deciliter vand og blend det til en meget glat pure. Lad den køle af til stuetemperatur.
- Opløs gær i mælken og tilsæt hvedemel efterfulgt af græskar-puré og salt. Ælt det grundigt sammen i nogle minutter og så dejen ud på køkkenbordet og ælt det sammen, indtil det ikke klistrer mere. Form det til en kugle og stil til hævning på køkkenbordet under et viskestykke i 30 minutter.
- Efter hævning deles dejen i enten 8 eller 10 lige store portioner - rul hver portion til en spændt kugle.
- Klip bomuldssnore i 25-30 centimeters længde - 4 lige lange snore til hver bolle. Læg dem som anvist i billedet længere oppe. Bind hver snor sammen over bollen (brug dobbeltknude, så den ikke går op) - klip de overskydende ender af. Sørg for ikke at binde så stramt, da de vokser en del. Lad dem hæve på en bageplade med bagepapir i 30 minutter.
- Forvarm ovnen til 180 grader - bag dem i ovnen til de er let gyldne, ca. 20-25 minutter. Mens de er varme klipper du snorene over i toppen og i bunden og forsigtigt trækker snorene ud i hver ende. Hvis de når at køle af, kan de være svære at trække ud. Lad dem afkøle let inden du spiser dem.