Spejlæg er noget af det simpleste, man kan smide på panden. Lidt fedtstof, et par æg og måske salt og peber, og så er morgenmaden stort set klaret. Men med et ganske simpelt trick kan det klassiske spejlæg få markant mere smag.
Hemmeligheden er ikke en særlig stegeteknik eller et dyrt køkkenredskab. I stedet handler det om, hvad du kommer på panden, inden æggene ryger på.
Her skal der nemlig bruges gochujang.
Den koreanske chilipasta kan forvandle de ganske almindelige spejlæg til en stærk, sødlig og umamifyldt omgang, hvor æggene bliver tilberedt direkte i saucen. Og det kræver kun ganske få ekstra ingredienser.
Derfor skal saucen på panden før æggene
Tricket stammer ifølge CHIP fra Instagram-profilen The Foodie Diaries, og rækkefølgen er afgørende.
I stedet for at stege æggene først og derefter hælde sauce over dem begynder man med gochujang-saucen. Gochujang blandes med lidt vand og kommer på panden sammen med hvidløg, sesam og forårsløg.
Først derefter slås æggene ud direkte i den varme sauce.
På den måde tilberedes æggene sammen med saucen og ender omgivet af den søde, stærke og krydrede smag fra gochujang.
Læs også:
Hvad er gochujang egentlig?
Hvis du ikke allerede har et bæger stående i køleskabet, er gochujang en fermenteret koreansk chilipasta.
Den fremstilles traditionelt blandt andet af chili, ris eller klisterris, fermenterede sojabønner og salt. Kombinationen giver pastaen en karakteristisk smag, hvor styrke bliver blandet med sødme, salt og masser af umami.
Gochujang er samtidig langt fra nogen ny TikTok-opfindelse. Pastaen er en klassisk del af det koreanske køkken og bruges blandt andet i saucen til bibimbap, hvor kombinationen af ris, grøntsager, æg og gochujang netop er ganske almindelig.
Sådan laver du de spicy spejlæg
Til to spejlæg skal du bruge:
- 2 æg
- ½ spsk. gochujang
- 2 spsk. vand
- 2 fed hvidløg
- lidt sesamolie eller anden planteolie
- en håndfuld sesamfrø
- lidt forårsløg
- eventuelt en smule sojasauce
Start med at varme lidt sesamolie på en pande ved middel varme. Hak hvidløget fint, og steg det omkring et minut.
Bland derefter gochujang med vand og hæld blandingen på panden. Tilsæt sesamfrø og noget af det hakkede forårsløg, og lad saucen boble ganske let i cirka et minut.
Nu kommer det vigtigste: Slå æggene direkte ud i saucen.
Lad dem stege, indtil hviden har sat sig, mens blommen stadig har den konsistens, du foretrækker. Til sidst drysses resten af forårsløgene over.
Pas på med mængden første gang
Gochujang kan have temmelig meget smag, så hvis det er første gang, du bruger pastaen, kan det være en god idé at begynde forsigtigt.
Der kan eventuelt tilsættes lidt sojasauce, men også her er det værd at holde igen, da gochujang allerede indeholder salt.
Server spejlæggene oven på ris, eller gør det helt simpelt med et stykke ristet brød til at samle den krydrede sauce op.
Og har du først købt et bæger gochujang, behøver resten bestemt ikke ende bagerst i køleskabet. Pastaen kan også bruges i marinader, supper, gryderetter, stegte ris og saucer – eller blandes med mayonnaise til en hurtig spicy dip.
Læs også: