Hasselback pommes frites
Hasselback-kartofler som fritter!
Hasselback-kartofler er den klassiske tilberedningsmetode, hvor man skærer 2/3 snit ned i en kartoffel, så man forkorter stegestiden og får et sprødt element ind i sine kartofler i ovn.
Men Hasselback pommes frites? Det er altså next level stuff!
Jeg gik og irriterede mig over, at man ofte kun kan lave Waffle Fries og Bølgefritter med en speciel kniv eller et specielt knivsæt til mandolin-jern, så jeg eksperimenterede med at lave min egen version.
Og resultatet? Det blev faktisk en vanvittig lækker mellemting, hvor man uden nogen ekstra redskaber andet et par træspyd og en skarp kniv kan få en lækker, sprød og 'guirlande'-agtig form på sine kartofler og pomfritter.
De er nemme og lækre og så tager de ingen tid at lave - de suger ufattelig meget sovs og dip, så det er selvfølgelig også et kæmpe plus i bogen.
Hvor mine famøse Pommes Anna-fritter tager lidt længere tid at lave (og tiden værd!), så er dette den nemme, hurtige og sprøde løsning.
Du kan bruge både almindelige kartofler og bagekartofler - eneste 'krav' er, at du kan skære skiver af kartoffel af, som er på ca. 0,5-0,6- centimeter i tykkelsen.
Bliver de tykkere, mister man sprødheden og bliver de tyndere, så bliver de før mørke - sådan ca. en halv centimeter giver dig råderum til at få sprødhed og cremethed på samme tid.
Du kan vælge, om du vil køre den som ovale fritter, hvor du bare skærer stykker på langs, eller om du vil have pommes frites-størrelser.
Begge ting fungerer helt fint - Beslutningen skal tages inden man skærer snit i dem.
Tricket er at lægge kartoffelskiverne mellem to træpinde - ligesom når man laver hasselback kartofler.
Forskellen her er, at du lægger snit lodret på den ene side og på skrå på den anden side - det gør, at kartoflen 'giver sig' og bliver lidt guirlande-agtig, så du kan trække ud i den.
Se billedguiden herunder og fang min opskrift længere nede på Hasselback-fritter!
Hasselback pommes frites
Kærlighedsbarn mellem Waffle og bølgefritter!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 8 minutter
Ingredienser
- 500 gram mellemstore kartofler
- 400 ml fritureolie/solsikkeolie
- 1 tsk groft salt
- 2 stk små træspyd
Fremgangsmåde
- Skræl dine kartofler - skær dem på det lange ned i aflange stykker på en tykkelse af ca. 0,5-0,6 centimeter. Læg dem i koldt vand. Du kan vælge, om du vil beholde dem i denne størrelse, eller skære den over på midten inden næste trin - forskellen er, at du enten for sprøde 'plader' af fritter eller almindelig størrelse fritter med mønster.
- Find et skærebræt og læg to træspyd på. Læg en skive kartoffel imellem de to træspyd - lav nu så mange lodrette snit du orker UDEN at de overlapper langs kartoflen. Vend herefter kartoflen om, og skær små snit skråt ned gennem kartoflen - tjek billederne længere oppe for visuel forklaring.
- Med de lodrette snit og de skrå snit får du en slags guirlande af kartofler - læg dem i koldt vand igen, indtil de skal friteres. På dette punkt kan du ikke skære dem midt over til mindre fritter, da det spolerer sammenhængen.
- Varm olien op til ca. 160-170 grader og steg dine kartofler i to portioner ca. 5 minutter, indtil de er blevet gyldne. Når den ene portion er færdig, lægges denne til afdrypning på et stykke køkkenrulle - når den anden portion skal til afdrypning, ryger første portion tilbage i olien til en anden stegning, ca. 2-3 minutter, så de får den sidste varme og sprødhed. Det resulterer i lækre fritter med mange sprøde kanter og en cremet midte.