Hindbærtærte
Nem tærte på ingen tid!
Hvis du leder efter en nem og hurtig opskrift på en lækker hindbærtærte, så bliver det ikke meget nemmere end denne!
Dejen tager 5-10 minutter at røre sammen og så skal den blot bages - og så kan du bruge både friske og frosne hindbær.
Hvis man ikke lige befinder sig i sommer-perioden eller efteråret, hvor man kan få sommerhindbær og efterårshindbær, så er det smart lige at hive en frostpose op fra supermarkedet.
Selvfølgelig bliver den lige en tand bedre, hvis du har dine egne hjemmedyrkede hindbær til opskriften, men ellers kan hindbærtærten spises året rundt.
Denne hindbærtærte er den perfekte lyn-dessert til en travl hverdag, eller hvis der skulle komme uventede gæster - og du kan også bruge andre frugter til formålet.
Du kan eksempelvis bruge jordbær, blåbær, brombær, blommer, rabarber, ribs og mange andre bær og frugter.
Det er sådan en dejlig grundopskrift, som man aldrig går galt i byen med - hindbærtærten er sprød, saftig og syrlig.
Du får den sprøde, søde tærtebund, der mødes af syrlige, saftige hindbær - og hvis man lige topper den med en kugle vaniljeis?
Så er der dømt sommerstemning uanset hvornår på året, du kaster dig over denne tærte med hindbær.
Nem hjemmebag med stor velsmag.
Følg med herunder:
Hindbærtærte
Sprød og syrlig!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 30 minutter
Ingredienser
- 280 gram hindbær (frisk eller frost)
- 2 stk æg
- 100 gram hvedemel
- 150 gram rørsukker
- 1 spsk. vaniljesukker
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen på 200 grader. Bland æg, vaniljesukker og rørsukker sammen i en skål - pisk det luftigt med en elspisker, indtil det bliver hvidt, luftigt og skummende.
- Si hvedemelet ned i dejen og vend det forsigtigt rundt.
- Smør et almindeligt tærtefad grundigt med smør og hæld dejen i den - fordel nu enten friske eller frosne hindbær over hele tærten.
- Bag den i en forvarmet ovn på 200 grader i 30 minutter. Lad den køle lidt af inden servering.