Hjemmebagt citronmåne
Saftig, syrlig og uimodståelig!
Citronmåne har i mange år ikke ligefrem været synonym med smagfuldt bagværk, men derimod den lidt uheldige tørre halvmåne med gul glasur på tankstationen eller i supermarkedet.
Det skal vi lave om på!
En citronmåne - altså når den er hjemmelavet - smager helt fantastisk og understreger, at kager ikke behøver at smage syntetisk.
En hjemmebagt citronmåne er nemlig en helt anden snak - med rigelige mængder smør og citron får man nemlig en fantastisk svampet, blød og lækker citronmåne, som lige toppes med glasur smagt til med citronsaft.
Jeg synes tit, at kager ofte bliver for søde i smagen - med fondant, dårlig tilsmagning og alt for meget oversødet mousse.
Så er det altså lidt lækkert at hive en klassisk, traditionel citronmåne frem, som har en perfekt balance mellem syre og sødme.
Og så holder den sig saftig rigtig længe!
En hjemmelavet citronmåne er nem at lave og opskriften på den bedste citronmåne/citruskage finder du lige herunder - og uden at sige noget negativt om købekagen fra DanCake?
Så bliver jeg dog nødt til at understrege, at en hjemmebagt citronmåne vinder med utallige skridt!
Den er genial til kaffen og kaffebordet - og så kan du bage den på forhånd, eksempelvis dagen før uden at risikere, at gæsterne får en tør kage til eftermiddagskaffen.
Min opskrift er nem, simpel og helt klassisk uden kunstige tilsætningsstoffer - smagen kommer udelukkende fra en syndig symfoni af smør, marcipan og solmodne gule citroner.
Det er faktisk en kage, som har været en lille favorit hos danskerne siden 1968, hvor kagen blev opfundet i Give i Midtjylland - og selvom man måske ikke ligefrem tænker de bedste tanker om den halve måne på tankstationen? Så har den altså overlevet og været værdsat i over 50 år.
En nybagt citronmåne kan intet slå - den er blød, svampet, snasket, saftig og lun - men det gode ved den store mængde smør i dejen er, at den holder sig saftig og svampet i rigtig mange dage.
Selve kagen opbevarer du blot lufttæt ved stuetemperatur, så den fortsat forbliver svampet og lækker - det kan den klare i 3 dage uden at blive tør, og herefter kan du så vælge at smide den i køleskabet, hvis du skulle være så uheldig ikke at få den spist indenfor de første par dage. Held og lykke med at holde fingrene fra den!
Fang min opskrift på den perfekte citronmåne herunder:
Hjemmebagt citronmåne
Saftig og syrlig!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 1 time, 20 minutter
Ingredienser
- 250 gram smør, stuetempereret
- 250 gram rørsukker
- 250 gram hvedemel
- ½ stk vaniljestang
- 2 tsk vaniljesukker
- 1½ stk stor citron, økologisk
- 4 stk æg
- 1 tsk bagepulver, kan undlades
- 110 gram marcipan
- 2 dl flormelis
Fremgangsmåde
- Rør den stuetempererede smør sammen med sukker, så det bliver lækkert og luftigt. Fjern kornene fra den halve vaniljestang og Brug lidt af sukkeret til at fordele kornene - tilsæt dem i smør-sukkermassen.
- Riv marcipanen i fine stykker og rør sammen med smørmassen.
- Tilsæt æg under omrøring - et af gangen, indtil massen er ensformig igen.
- Bland mel, bagepulver og vaniljesukker i en skål for sig og si det ned i massen. Rør herefter grundigt rundt i dejen.
- Riv al skallen af citronen og pres saften ud af den. Tilsæt skal og saft til dejen og rør rundt.
- Smør en springform på 20-22 cm i diameter med smør og hæld dejen i. Bag dem i en forvarmet ovn på 170 grader - alt efter ovnens temperament tager det 1 time og 10-15 minutter. Mærk med en stegenål. Kagen skal være svampet, men der skal helst ikke sidde ubagt dej på.
- Lad den køle helt af. Pres saften fra den sidste halve citron og bland det sammen med flormelissen, indtil du har en lind glasur. Hæld det over den afkølede kage, riv lidt af skallen på og servér!