Hjemmebagte chili cheese bagels
Bløde, luftige og spicy bagels.
Chili cheese bagels eller chili cheddar bagels er den perfekte frokost-bagel med stor velsmag, kryddernoter og luftighed!"
Hjemmebagte bagels er en nem og lækker opskrift, som giver dig luftige brød, der kan bruges til alt fra hurtige snacks, sandwich og selvfølgelig en bagel med fyld.
I min studietid var en af de helt store favoritter en chili cheese bagel - og jeg har eksperimenteret med en opskrift på netop denne.
I al sin enkelthed er det en chili cheese bagel med cheddar og rød chili - en lækker svampet, luftig og sej krumme med sødlig ost og spicy chili-flager.
Det er en lækker opskrift, hvor man i princippet putter nogle af fyld-ingredienserne i selve dejen - samtidig med at man lige drysser lidt ekstra på toppen under bagning.
Disse bagels er perfekt egnet til en god omgang smøreost, kylling og bacon, æggesalat eller måske tunsalat - de har en dejlig dyb og rund smag med et lille pift af sød cheddar og stærke noter af chili.
Hvor meget chili, du ønsker at putte i dine bagels, er helt op til dig - du kan gøre dem milde eller helt stærke, alt efter, hvilket slags fyld, du bruger.
Det sjove ved bagels er, at de gerne lige skal blancheres eller koges, inden man bager dem - det gør, at dine bagels bliver seje og luftige og desuden holder formen inde i ovnen.
Tricket til at få den rigtige form på dine bagels er at forme alle dine små dejkugler helt runde og ensformige - hvorefter du prikker hul i midten med en finger.
Herefter kan du forsigtigt udvide hullet i din bagel - og en rigtig god tommelfingerregel om den perfekte form på en bagel er, at du skal lave hullet i midten af dine bagels DOBBELT så stort, som det hul, du ønsker skal være på det færdige resultatet - det gør, at dine bagels har plads til at hæve i ovnen uden at gro sammen i midten.
For en bagel er ikke rigtig en bagel uden det famøse hul i midten.
Denne opskrift giver dig 10 bagels i normal portionsstørrelse, som kan fryses ned.
Denne opskrift på bagels kan også bruges til at lave helt klassiske, hvide bagels, hvis du bare springer cheddar og chili over i ingredienserne.
Chili cheese bagels med cheddar
Luftige og spicy!
Ventetid: 1 time
Tilberedning: 30 minutter
Ingredienser
- 400 gram hvedemel
- 250 ml vand
- 1½ spsk. sukker/sirup
- 2 spsk. olivenolie
- 1 tsk salt
- 100 gram rød cheddarost, revet
- 1½ tsk rød chili el. tørrede chiliflager
- 20 gram gær
- 1 stk sammenpisket æg
- 30 gram cheddar, revet
- ½ tsk chili, tørret
Fremgangsmåde
- Opløs gær og sukker i vandet og tilsæt olivenolien - tilsæt herefter hvedemelet og ælt det til en ensformig dej, der slipper skålen. Den kan æltes både i hånden og på røremaskine.
- Når dejen er sammenhængende, tilsættes revet cheddar, salt og chiliflager, som æltes grundigt ind i dejen i nogle minutter.
- Form dejen til en kugle og læg den på et meldrysset bord overdækket af et fugtigt viskestykke - lad den hæve i 60 minutter.
- Forvarm ovnen på 200 grader. Del nu dejen i 10 lige store portioner - form hver portion til en lille spændt bold og prik en finger i gennem i midten. Udvid hullet, så det er ca. 2 gange så stort, som du ønsker den i det endelige resultat - så passer det med bagningen.
- Bring en stor gryde med vand i kog - når det bulderkoger, lægges 2-3 bagels i vandet. Lad dem simre ca. 25-30 sekunder på hver side - løft den herefterf op med en hulske, lad dem dryppe af og læg dem direkte på en bageplade med bagepapir.
- Pensl dem med æg og drys chili og rød cheddar på toppen - bag dem i 25 minutter. Lad dem køle let af, inden du skærer dem over.