Mandekogebogen

Hjemmelavet æggesalat

Opskrift på cremet og fyldig æggesalat.

En god hjemmelavet æggesalat er den perfekte snack eller måltid til en let frokost, påskefrokost og påskebordet eller måske bare en lækker snack til madpakken. 

De fås i supermarkeder i forskellige afskygninger, men der er nu ikke noget, der slår en hjemmelavet æggessalat.

Og konceptet er ganske enkelt - kogte æg vendt i en lækker karrydressing.

Der er dog et par tricks til at gøre den ekstra lækker - og det første trick til min opskrift på æggesalat er, at du lader halvdelen af æggene blive til blødkogte æg.

Det gør, at du kan bruge æggeblommens cremethed til at creme retten endnu mere ind og desuden får mere power på æggesmagen.

Der er stor forskel på smagen i en æggeblomme i forhold til kogt og flydende - så det giver lige lidt ekstra kant!

Herudover kan det anbefales at røre en krydderurt eller grøntsag sammen med - her er især purløg eller karse en god ting, som giver lidt ekstra grønt krydderi og en skarpere smag. 

Cremen til en god og nem æggesalat er en blanding af cremefraiche og mayonnaise - du vælger selv, hvor fed den skal være, da du både kan bruge cremefraiche på 5% såvel som den helt tunge og lækre på 38%.

Men med æggeblomme-teknikken kan du godt spare lidt på cremerne. 

Derudover er det bare vigtigt at finde en god sennep til at spice den lidt op - jeg bruger en ganske almindelig dijon-sennep, men du kan give den lidt kant med en god, sød amerikansk sennep eller måske en honning-dijon-sennep. Det giver lidt mere sødme og fyldighed.

Sidst men ikke mindst skal der et par teskefuld karry i retten for at give den rette smag - du kan enten bruge en helt klassisk karry fra supermarkedet, eller måske eksperimentere med at lave din egen karryblanding for at sætte dit eget præg på en æggesalat.

Det visuelle er også ret vigtigt, når man laver et måltid, og hvis du gerne vil have din hjemmelavede æggesalat til at stå gul og flot på påskebordet til Påske - så er tricket at tilføje lidt stødt gurkemeje i din blanding.

Det gør, at du kan få den intense gule farve på æggesalaten uden at karry overdøver smagen.

Æggesalat et nem at lave og et perfekt måltid, hvad enten vi snakker påskefrokosten, julefrokost eller bare en luksus-frokost i weekenden.

Den passer perfekt sammen med sildemaden og i kombination med snaps og rugbrød, så har du en god solid start på et dagslangt måltid med familien til årets højtider og måltider.

Fang min opskrift på æggesalat herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Æggesalat

Nem og lækkert!

4 portioner 15 minutter
Forberedelse: 5 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ca. 250 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 6 stk æg
  • 2 tsk karry
  • 1 tsk gurkemeje, stødt (kan undlades)
  • 1 spsk. creme fraiche 38%
  • 2 spsk. god mayonnaise (hjemmelavet eller købt)
  • 1 tsk citronsaft
  • ½ tsk salt + peber
  • 1 spsk. sennep (sød, dijon eller honning-dijon)
  • 1 håndfuld karse, kan undlades

Fremgangsmåde

  1. Bring en gryde med vand i kog og nedsænk de 6 æg i den kogende vand - kog 3 af dem i 6 minutter og de tre sidste i 10 minutter. Så får du 3 hårdkogte og 3 smilende. Lad dem køle helt af.
  2. Når æggene er kolde, hakkes de i små tern - de blødkogte æg cremer de hårdkogte ind. Tilsæt cremefraiche, sennep og mayonnaise lidt af gangen, indtil du har en cremet, drøj og fyldig masse - smag til med karry, citronsaft, salt og peber.
  3. Vend karse i blandingen til sidst - nu er den klar til at spise, men har godt af at trække i køleskabet en times tid.
Del

Seneste nyt

Annonce