Jordskokkesuppe med bacon
Jordskokker er en formidabel efterårsspise, og fantastisk lækker som suppe
Jordskokker er en fantastisk vinterspise, rodfrugten har en let sødme og intens nøddeagtig smag, der gør sig rigtig godt til svinekød, oksebøffer og fisk.
Hvert år eksperimenterer jeg med rodfrugten, der dukker op i starten af august, og jordskokkesuppen fejer aldrig.
Denne opskrift er basisversionen, og modsat mange andre, der kører med et næsten ligeligt forhold mellem jordskok og kartoffel, går jeg all in på jordskokken, da det giver en mere intens suppe.
Opskriften her gør sig fantastisk som både forret og hovedret - toppingmulighederne er mange, men bacon er altid en vinder, og især hvis du bruger bacon fra et solidt stykke. På fotoet ovenover, har jeg yderligere tilsat torskefilet, der giver en ekstra dimension, hvis man kører på som hovedret
Hvis du har lyst til at prøve fiskevarianten, er fremgangsmåden den samme - her skal du blot sætte en stor torskefilet (cirka 600 gram) i et fad, og lade den bage i ovnen ved 200 grader i de 15 minutter, hvor suppen står og passer sig selv. Hvis du tilsætter torsk, rækker suppen også lidt længere, og du burde derfor have en ekstra portion til overs, som udmærker sig ved et lille opkog dagen derpå.
Jordskokkesuppe med bacon
Lækker cremet jordskokkesuppe med masser af smag
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 400 gram jordskokker
- 200 gram kartofler
- 1 stk løg
- 1 l bouillon
- 1 dl piskefløde
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk salt
- 1 tsk friskkværnet peber
- 1 tsk timian
- 200 gram bacon, tern
- 1 spsk. olivenolie
Fremgangsmåde
- Skræl kartofler, jordskokker og løg. Skær rodrugterne i rustikke stykker og løget i tern. Finhak hvidløgsfedet.
- Hæld 1 spiseskefuld olivenolie i en stor gryde, og tænd for høj varme - Sautér timina, kartofler, jordskokker, løg og hvidløg ved høj varme i 2-3 minutter.
- Tilføj en liter hønsebuoullion (Eller en liter vand og to boullionterninger, og bring det i kog.
- Kog suppen i 15 minutter under låg.
- Mens suppen koger, steger du baconternene sprøde på pande, og lader dem dryppe af på et stykke køkkenrulle når de er stegt sprøde.
- Skru suppegryden ned på middel varme og tag låget af. Blend nu suppen til en lind masse. En stavblender er lettest.
- Tilsæt piskefløden, og smag til med salt og peber.
- Din jordkokkesuppe er nu færdig! Server med sprødstegte bacontern som topping.