Kinesiske, glaserede kyllingefrikadeller
Saftige, klistrede og lækre kødboller.
Kyllingefrikadeller eller chicken meatballs fås i mange forskellige afskygninger og i denne omgang har jeg lavet en opskrift med kinesiske krydderier.
Jeg har taget udgangspunkt i nogle af elementerne i deres famøse fivespice-krydderi - mere specifikt stjerneanis og kanel - da de sammen med ingefær og hvidløg virkelig løfter retten og giver nogle interessante smage.
Opskriften er lavet med kyllingefars, som vendes sammen med en krydret, hjemmelavet paste - herefter skal frikadellerne bages i ovnen og til sidst vendes i en klistret glace med soya og citron.
Kyllingefrikadeller bliver lidt mere lette i smagen og giver anledning til at skrue godt op for krydderierne.
Sødt, salt, surt og velkrydret!
Hvis du ikke kan finde stødt stjerneanis i supermarkedet, så kan man fint støde de hele stjerneanis selv.
Se med herunder for en anderledes og lækker måde at lave frikadeller med kylling på:
Kinesiske chicken meatballs/Kyllingefrikadeller
Spicy og snasket!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Ingredienser
- 1 tsk majsstivelse
- 2 spsk. brun farin
- ½ stk citron, økologisk
- 1 tsk ingefær, revet
- 1 tsk hvidløg, revet
- 1 dl vand
- 2 spsk. soyasauce
Frikadeller
- 1 dl havregryn
- 400 gram kyllingefars
- 1 tsk chiliflager, kan undlades
- ½ tsk kanel, stødt
- ½ tsk stjerneanis, stødt
- ½ tsk fint salt
- 2 spsk. soyasauce
- 1 spsk. ingefær, revet
- 2 fed hvidløg
- 2 stk forårsløg
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen på 200 grader varmluft. Rør farsen sej med en teskefuld salt.
- Skær forårsløg, hvidløg og ingefær i mindre stykker og blend til en paste sammen med soyasaucen. Vend pasten i kyllingefarsen sammen med stødt stjerneanis, kanel og chiliflager. Vend til sidst havregryn i.
- Form dem til 18-20 små kyllingefrikadeller med en ske dyppet i vand og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem gyldne og sprøde i overfladen i 15 minutter.
- Mens bollerne bages, blandes 2 spsk. soya, 1 dl vand, 2 spsk. brun farin, saften af en halv citron, 1 tsk. revet hvidløg, 1 tsk. revet ingefær og majsstivelse sammen i en skål. Rør sammen, indtil majsstivelsen er opløst.
- Kog det op på en pande, indtil det begynder at tykne - lad det simre et par minutter ved svag varme og sluk så for komfuret, indtil frikadellerne er færdige.
- Tag frikadellerne ud af ovnen og hæld dem på panden - skru lidt op for varmen igen og vend dem sammen med saucen, så de alle bliver dækket. Server straks og gerne pyntet med lidt sesamfrø og forårsløg.