Mad

Lammegryde a la stjernekokken Luqaz Ottosson

Stuvning, der varmer helt ind i sjælen.

Mangler du en gryderet til de kolde efterårsmåneder, som varmer helt ind i sjælen?

Så fik vi en særlig opskrift med hjem i baggagen efter vores tur til Gotland med Electrolux! Vi snakker en skøn lammegryde, som blev serveret af kokken Luqaz Ottosson, som brillerede med en skønt måltid på Furillen i en gudesmuk afkrog af dne svenske ø.

Fabriken Furillen ligger på en barsk og smuk halvø på nordøstlige Gotland – et sted hvor naturen dominerer, og hvor man har omdannet en gammel kalkstensfabrik til hotel, designmekka og gastronomisk destination.

Kokken Luqaz Ottosson og hans team driver restauranterne her – med fokus på lokale råvarer, ild i form af ved og åben ild, og smag der rækker langt ud over det forventede.

Luqaz flyttede til Gotland i 2009 og har i årene efter etableret sig som en markant stemme i det skandinaviske køkken – han er flere gange finalist i “Årets Kock”, har vundet titlen som Årets Tryffelkock og har slået rod på Furillen, hvor han mener, at naturens råhed og sæsonernes skiften er selve fundamentet for maden.

På Furillen handler det ikke bare om restaurationskøkken – det handler om oplevelse: gåture i naturen før middagen, lys der falder ind gennem store vinduer, og råvarer samlet eller produceret på øen. Det skaber en helhed, hvor en ret ikke blot er noget man spiser, men noget man mærker, ser og husker.

Fang opskriften herunder:

Opskrift: Lammestuvning med gin og friske enebær

Ingredienser:

  • 800 g lammekølle eller lammekam
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk smør
  • 2 gule løg
  • 3 fed hvidløg
  • 4 tørrede enebær
  • 4 friske enebær
  • 10 cl gin
  • 2 gulerødder
  • 500 g tomater
  • 400 g kartofler
  • 1 liter lammekraft
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 laurbærblad
  • 1 tsk timian (eller bøgetimian)
  • Salt og peber
  • 100 g persille

Fremgangsmåde:

  1. Varm olivenolien i en stor gryde. Brun lammekødet til det har flot farve. Tilsæt smør til slut og tag kødet ud – sæt til side.
  2. I samme gryde: sautér løg, hvidløg, timian og laurbærblad indtil løgene er bløde og klare.
  3. Tilsæt de knuste tørrede enebær og de friske enebær og steg et par minutter – så aromaerne frigives. Rør tomatpuréen i, og tilsæt gin og tomater.
  4. Læg kødet tilbage i gryden. Hæld lammekraften over så det dækker kødet. Krydr med salt og peber.
  5. Lad det simre ved lav varme med låg i ca. 1½-2 timer, indtil kødet er mørt – rør jævnligt og tilsæt mere væske hvis nødvendigt.
  6. Når kødet er mørt, tilsæt kartofler og gulerødder. Lad det simre yderligere 20-30 minutter eller indtil grøntsagerne er møre.
  7. Smag til med ekstra salt, peber og eventuelt et skvæt eddike eller lidt sukker til at balancere smagen. Drys med hakket persille ved servering.