Mandekogebogen

Nøddetrekanter: Tosca-snitter

Lækre bager-kager med chokolade, nødder og mazarin!

Nøddetrekanter er de lækre, små kager hos bageren, hvor man får en himmerigs mundfuld af mørdej, mazarin, nødder og chokolade.

De er svære ikke at elske - specielt også fordi, at nøddetrekanter er nemme at lave.

Det er jo lidt ligesom en Toscatærte - bare som Tosca-snitter!

Da jeg tidligere på året eksperimenterede med Pistaciesnitter kom jeg i tanke om nøddetrekanter - og det er nogenlunde samme teknik, dog uden en hjemmelavet pistaciemarcipan.

Man laver en lækker, sprød mørdej, som man beklæder med en cremet mazarin - dernæst laver man en skøn karamel på blandt andet piskefløde og brun farin, som så toppes på kagen sammen med nødder.

Du kan bruge alle mulige forskellige nødder - de mest klassiske er hasselnødder og mandler. Men jeg brugte en god blanding af pecannødder, pistacienødder og mandler.

Det er en uimodståelig kage - fang opskriften herunder!

ANNONCE
Udskriv opskriften

Nøddetrekanter

Hjemmebagte Tosca-snitter!

16 portioner 3 timer, 10 minutter
Forberedelse: 10 minutter
Ventetid: 2 timer
Tilberedning: 1 time
Ca. 700 kcal pr. portion

Ingredienser

Mørdejsbund
  • 200 gram hvedemel
  • 100 gram smør (ægte smør, ikke smørbar)
  • 4 spsk. sødmælk (eller minimælk eller letmælk)
  • 100 gram sukker

Mazarin
  • 50 gram sukker
  • 250 gram marcipan, revet
  • 100 gram smør (ægte smør, ikke smørbar)
  • 2 spsk. hvedemel
  • 2 stk æg
  • 1 spsk. vaniljesukker

Nøddekaramel
  • 100 gram sukker
  • 2 dl piskefløde
  • 2 spsk. glukosesirup
  • 100 gram brun farin
  • 50 gram smør (ægte smør, ikke smørbar)
  • 250 gram blandede nødder (hasselnødder, mandler, pecan-nødder, pistacienødder, etc.)

Chokoladeovertræk
  • 200 gram mørk chokolade

Fremgangsmåde

  1. Mørdejsbund: Bland sukker, hvedemel og smør i en skål. Smuldr det mellem fingrene og gnid smørret ind i melet, indtil du har en krummet masse. Saml dejen med lidt mælk - den må ikke æltes, men skal blot hænge sammen til en kugle. Læg den på køl pakket i husholdningsfilm i 30 minutter.
  2. Lav i mellemtiden mazarin-massen ved at blande alle ingredienser til den på nær hvedemel - pisk det sammen med en elpisker, og tilføj derefter hvedemel, indtil du har en tyk, cremet og sammenhængende masse. Stil den på køl, indtil den skal bruges.
  3. Find en firkantet bagefad/form på ca. 15x25 cm og forvarm ovnen på 180 grader. Læg mørdejen mellem to stykker bagepapir, og rul den ud med en kagerulle, som den er jævn og passer med arealet i bageformen. Fjern det ene stykke bagepapir og læg så bunden med bagepapir ned i formen (Så er den nemmere at få op efterfølgende). Prik med en gaffel i overfladen.
  4. Smør mazarinmassen udover den ubagte mørdej og stil den i ovnen. Bag den i ca. 35 minutter, indtil den er let gylden på toppen.
  5. Mens den bager, laver du karamellen ved at langsomt smelte sukker, glukosesirup og brun farin. Du må gerne røre i panden. Når det er smeltet, tilsætter du smørret under konstant omrøring, indtil massen bliver sammenhængende igen. Tilsæt nu piskefløden under omrøring og lad det småkoge i 10-15 minutter - brug et sukkertermometer og lad karamellen ramme 110 grader. Tag den af komfuret, når temperaturen er nået og afvent kagen.
  6. Når kagen er afbagt, tager du den ud men lader ovnen forblive tændt - hak nødderne groft og fordel 2/3 af nødderne på den bagte bund. Hæld karamellem ligeligt udover nødderne og fordel det forsigtigt med en ske eller spatel - drys de sidste nødder og pres dem let ned i karamellen med en grydeske. Bag den de sidste 10 minutter, så karamellen sætter sig og karamelliserer yderligere.
  7. Herefter skal de køle af ved stuetemperatur og derefter 2-3 timer i køleskabet. Herefter har det hele sat sig og kan skæres over på midten og efterfølgende skæres ud i små trekanter.
  8. Smelt chokoladen over et vandbad og pensl alle tre sider af trekanten med et tykt lag chokolade. Stil dem i køleskabet i 20 minutter for at sætte sig - klar til servering!
Del

Seneste nyt

Annonce