Mandekogebogen

Pasta alla Norma

Ægte siciliansk klassiker!

Pasta Alla Norma er en skøn, lækker og nem opskrift med pasta, som kan laves på ingen tid.

Den er perfekt til sommeren med et glas hvidvin eller rødvin ved hånden, sol på terrassen og en spandfuld solmodne tomater i drivhuset.

Italienerne er ofte dedikeret til opskrifter og retter, hvor man bruger få, men gode råvarer til at fremtrylle den bedste smag - og det fungerer bare fantastisk i deres utallige af kreationer i pasta-verdenen.

Pasta Alla Norma er en ret, der stammer fra Sicilien, mere specifikt i Catania.

Den originale opskrift baseres på macaroni, tomater, stegt aubergine, basilikum, hvidløg og revet ricotta salata.

Sidstnævnte ost ser man ikke så tit i de danske supermarkeder - men en pecorino, vesterhavsost eller endda parmesanost kan bruges i en snæver vending.

Du kan bruge mange forskellige slags pasta til denne opskrift - den autentiske opskrift er med macaroni, men du kan bruge rigati, penne, spaghetti og meget mere. Det er smag og behag.

Pasta Alla Norma er en sund og nem aftensmad, som kræver kort tilberedning og kan laves på ingen tid - og så er det også en billig omgang aftensmad til 2 personer, som kan bikses sammen efter en travl arbejdsdag, hvor man bare vil nyde fyraftenssolen på terrassen. 

Ægte klassiker fra det ikoniske middelhavskøkken!

Det er en fantastisk basis-pastaret, men du kan selvfølgelig altid tilføje noget efter smag - lidt sukker til saucen eller balsamico gør også underværker. 

Det sicilianske køkken er meget glad for stegt aubergine - og det er også utroligt, hvor meget smag der kommer ud af den ellers ret fade grøntsag, når først den bliver stegt, bagt og generelt bare tilberedt.

Selve navnet på retten stammer fra en italiensk forfatter, som udbrød 'Dette er en ægte Norma!', da han fik serveret retten.

Her henviser han til Vincenzo Bellinis opera Norma - og dermed kalder retten for et mesterværk. 

Og han er ikke helt ved siden af!

Den er simpel, lækker og utrolig velsmagende - det er en vegetarisk ret, hvor man virkelig kan smage, hvordan man kan fremtrylle stor smag med forståelse for ingredienser og sammensætning.

Du kan bruge både friske tomater såvel som gode tomater på dåse - hvis du bruger friske tomater, så skal man ofte lige forlænge kogetiden/simretiden en smule længere for at få den friske tomatsmag reduceret til en mere kraftig smag. 

Fang min opskrift på en klassisk Pasta Alla Norma herunder:

ANNONCE
Udskriv opskriften

Pasta alla Norma

Pasta med stegt aubergine!

2 portioner 25 minutter
Forberedelse: 5 minutter
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ca. 500 kcal pr. portion

Ingredienser

  • 1 stk aubergine
  • 3 dl hakkede tomater (fra dåse eller friske)
  • 3 fed hvidløg
  • 250 gram pasta eller spaghetti
  • 50 gram ricotta salata (eller anden god, fast ost)
  • 1 håndfuld frisk basilikum

Fremgangsmåde

  1. Riv hvidløget fint og skær din aubergine i små, runde cirkler. Sæt vand over til din pasta.
  2. Varm en pande op med en god sjat olivenolie og tilsæt aubergineskiverne med skæresiden nedad ved middelhøj varme - lad dem brune på begge sider i 5-6 minutter og spæd til med olie løbende, da de suger meget.
  3. Læg dem herefter til side - du kan vælge, om du vil afdryppe dem på en køkkenrulle, men det er ikke nødvendigt. Herefter hæld din hakkede hvidløg på panden med en ny sjat olie. Lad hvidløget brune lidt.
  4. Hæld nu de hakkede tomater på panden - bruger du friske tomater skal de hakkes meget fint og måske lige have noget ekstra tid til indkogning. Smag til med salt og peber og lad det simre i 8-10 minutter. Kog også pastaen efter pakkens henvisninger samtidig.
  5. Når pastaen er al dente, vendes til i den tilsmagte tomatsauce sammen med enten hele skiver af den stegte aubergine, eller aubergine skåret i små strimler. Lad det små simre et par minutter og varme godt igennem.
  6. Top af med frisk basilikum og revet ost!
Del

Seneste nyt

Annonce