Pepper Strips
Peber-krydrede pommes frites i hjemmelavet udgave!
Pepper Strips er en genial lille pommes frites-variation, vi nok allerbedst kender fra de helt store fastfood-kæder.
Små, aflange rillede fritter, som lige har fået en over nakken med et drys sort peber. Lækkert og simpelt!
Pepper Strips er ofte ikke de helt sprøde fritter, men derimod lidt bløde og medgørlige - men stadigvæk med et lille knæk og en spændstighed, som gør, at man lige kan grave hele skålen fri for dip!
Jeg har eksperimenteret med at lave hjemmelavet pepper strips - og det er faktisk ikke besværligt.
Det kræver blot, at du har en chartreuse-kniv eller chartreuse-blad på dit mandolinjern - eller på godt gammel dansk. En rødebedekniv!
Ellers får du ikke de ikoniske riller til udseende og til peber-tildækning.
Herunder får du opskriften på hjemmelavet udgave af pepper strips pommes frites:
Pepper Strips
Krydrede pommes frites!
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 20 minutter
Ingredienser
- 3 stk bagekartoffel
- 1 spsk. friskkværnet peber
- 1 spsk. eddike
- 4 dl fritureolie/solsikkeolie
- 1 stk chartreuse-kniv (rødbedekniv)
Fremgangsmåde
- Skær siderne og toppen af dine bagekartofler med en almindelig kniv, så du har en 2-2,5 cm bredde på kartoflen. Brug din chartreuse-kniv og skær 0,5 cm tykke skiver af kartoflen - pas på fingrene, da den er lidt bøvlet at skære med i kartofler.
- Læg dem i koldt vand, hvis du har tid til det, i 20 minutter.
- Hæld dem i en gryde med koldt frisk vand og en sjat eddike - bring dem i kog og kog dem i 5 minutter. Hæld vandet fra og lad dem køle af ved stuetemperatur på en bageplade.
- Bring din olie op på ca 170 grader i en lille gryde - steg dine fritter 6-8 af gangen i 2-3 minutter, indtil de er let gyldne og let sprøde. Det er ikke meningen at Pepper Strips skal være helt sprøde - de skal være lidt bløde, medgørlige og mushy.
- Lige så snart du løfter fritterne op af olien, lægges de på fedtsugende papir og får med det samme et gavmildt drys friskkværnet peber - så fæstner det bedre til kartoflerne, mens der stadig er lidt olie på. Server straks med dip!