Opskrift
Spansk-inspireret flæskestegssandwich: Når flæskesteg bliver spansk og vinene får lov at lege med
Alternativ flæskestegssandwich!
Der er noget magisk ved en god flæskestegssandwich. Men hvad sker der, når man tager den klassiske danske ribbensteg, giver den spansk attitude og smider den i selskab med tre røde fra Ribera del Duero?
Det korte svar: Smag, dybde og et sandt saftchok.
I et lille samarbejde mellem god mad og store vine, tog vi tre flasker og én sandwich – og lod dem finde hinanden på deres egne præmisser.
Opskriften – spansk inspireret flæskestegssandwich
Ingredienser (til 2-3 sandwiches)
- 1 ribbensteg eller lille flæskesteg med svær
- 2 rødløg
- 2 dl eddike
- 1 dl sukker
- 1 tsk sennepskorn
- 1 helt hvidløg
- 3 spsk mayonnaise
- 1-2 tsk chilisauce (f.eks. sriracha)
- 4 skiver manchego pr. sandwich
- Friske tomater (3 skiver pr. sandwich)
- Sprødt sandwichbrød eller små ciabattaboller
Fremgangsmåde
- Steg flæskestegen: Krydr med salt og eventuelt lidt peber. Sørg for at sværen er ridset helt ned til kødet. Steg ved 180 grader varmluft i 1,5-2 timer til sværen er sprød og kødet mørt.
- Lynsylt rødløg: Skær rødløg i tynde skiver. Kog eddike, sukker og sennepskorn op i en gryde. Hæld den varme lage over rødløgene og lad dem trække i 3-5 minutter.
- Bag hvidløg: Skær toppen af et helt hvidløg, dryp med lidt olie og pak ind i folie. Bag i ovnen ved 200 grader i ca. 50 minutter. Pres feddene ud og smør dem på den nederste del af brødet som en slags hvidløgspuré.
- Chilimayo: Rør mayonnaise og chilisauce sammen til ønsket styrke.
- Saml sandwichen: Smør brødene med bagt hvidløg og chilimayo. Læg 4 skiver manchego, 3 skiver tomat, syltede rødløg og tykke skiver af den sprøde flæskesteg. Luk sandwichen og servér.
Læs også:
Protos Gran Reserva 2017
En vin med alder og autoritet. Den bærer noter af læder, røg og tobak, som klæder både den sødlige svær og det bagte hvidløg. Her er det finesse over power – og vinens syre hjælper til at holde sandwichen levende hele vejen igennem.
Montebaco Valbuena 2021
Ung, frisk og fyldt med energi. Den her vin har masser af røde bær og krydderi, der rammer den friske tomat og chilisaucen direkte i smagspaletten. En god match, hvis man vil have lidt mere kant og spil.
Briego Adalid Reserva
Tung, mørk og moden. Det her er vin, der ikke er bange for fedme. Noter af mørke bær, vanilje og egetræ spiller direkte op mod sværen, osten og det fede kød. En vin, der holder fast og bliver hængende – lidt som en god sandwich.
Læs også: