Sprøde parathas - indiske, smørstegte fladbrød
Nemme, sprøde brød til krydrede retter.
Mens naan-brød ofte tager al opmærksomheden, når man skal kaste sig ud i at lave indiske fladbrød, så er de klassiske PARATHAS nu heller ikke at spøge med.
Selve navnet er en sammenslutning af parat og atta, og kan groft oversat betyde 'kogt dej'.
Det er al sin enkelthed et fladbrød, som bedst kan beskrives som en kombination af madpandekager og butterdej.
De er utroligt nemme at lave, bliver sprøde, saftige og lækre og så passer de perfekt til alt fra spicy mad til en brunch med et spejlæg.
Herunder får du min guide til, hvordan du får de sprøde lag - og heldigvis kræver det ikke temperatur, flere timers ventetid og andre nøjsomme processer, som ved klassisk butterdej og wienerdej.
I den helt autentiske opskrift skal man bruge 'ghee', som er klaret smør - hvis man ikke lige har tålmodighed til at vente på bundfaldet og processen med at skille smørret, så kan almindeligt smeltet smør bruges ganske fint!
Se med herunder og få step by step (ingredienslisten ligger i bunden af artiklen):
Step 1: Dejen
Inden du går i gang med dejen smelter du smørret i en gryde (bruger du ghee, så står det bare klar til næste step).
Bland hvedemel og salt sammen i en skål og tilsæt lidt af vandet og 3 spiseskefulde smør. Denne dej skal æltes i hånden, da du skal have føling med, når den sidder lige i skabet.
Den må ikke klistre. Du skal kunne rulle og gnide den henover en ikke-meldrysset bordplade med et håndtryk uden at den sidder fast. Den skal være elastisk i konsistensen.
Step 2: Rulning
Rul dejen ud til en aflang, bred rektangel.
Pensl et lag af den smeltede smør/ghee på.
Drys lidt mel på overfladen, så dejen hænger bedre sammen.
Fold et lille stykke indover det brede stykke i den ene side.
Nu skal du lave en foldning, hvor du tager den foregående foldning, og lægger oven på den nye foldning. Jeg kan bedst beskrive det med samme metode, som når man til jul laver 'musetrapper' - du ved, hvor man laver en foldning, og lægger den oven på en ny foldning - se de foldede lag ovenpå hinanden herunder:
Herefter ruller du dejen fra den ene ende til den anden, så du danner en 'snegl'.
Drys mere mel på bordet og på sneglen og giv den et tryk med håndfladen. Brug en kagerulle til at rulle den ud til en tynd pandekage.
Step 3: Stegning
Brug den sidste smør til at stege dem gyldne på panden i 2-3 minutter på hver side. Pensl eventuelt overfladen, så du får et sprød lag udenpå også.
Så er der serveret!
Smørstegte parathas
Sprøde, indiske fladbrød
Ventetid: 0 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Ingredienser
- 300 gram hvedemel
- 1 dl smeltet smør/ghee
- 1 tsk salt
- 1½ dl vand
Fremgangsmåde
- Følg guiden i artiklen!