Test: Lavazza A Modo Mio Deséa kaffemaskine
Et kig på Lavazzas flagship-model på kaffekapsel-fronten.
Kaffe i hjemmet er en religion for mange. Hvad enten vi snakker filterkaffe, espresso-maskiner, kapselmaskiner, kolbekaffe eller meget andet.
En af de kaffemaskiner, som har vundet indpas i nyere tid, er kapselsystemet, hvor selve kapslen doseres pr. kop. En af de helt tunge spillere på det markedet er Lavazza, som har deres flagship-model på markedet, A Modo Mio Deséa.
En af de mange egenskaber ved italienerne er, at der er visse ting, de aldrig går på kompromis med - og en af disse er selvfølgelig kaffe.
Derfor har man store forventninger til en kaffemaskine produceret af Lavazza, og heldigvis bliver de rigeligt indfriet.
Man skal lige have in mente, at Lavazza kører på sit helt eget kapsel-system, som gør, at du altså ikke bare lige hopper fra Nespresso eller et lignende brand og bruger deres kapsler.
De har nøje skræddersyede kapsler til Lavazza-systemet - så du skal være forberedt på at vaske tavlen ren på den front.
Men smagsmæssigt er det det hele værd.
Design
A Modo Mio Deséa fås i brun, sort og cremefarvet, som gør selve maskinen utrolig nem at placere i køkkenet uden at den kammer over på farveskalaen eller i størrelsen.
Det er en stilren maskine, som kører rene linjer fra top til tå med et meget minimalistisk og overskueligt brugersystem på touchpanelet. Den er både kompakt men alligevel også en hvis størrelse, som gør, at den er mere velegnet til at blive en del af køkkenets design frem for blot en nødvendig gadget til hverdagen.
Den har sørget for, at vandbeholderen hænger godt sammen med resten af designet, da man tit ser maskiner, hvor den stikker lidt for meget ud som et kedeligt vedhæng - desuden er den formet på en sådan måde, at maskinen ‘gemmer’ på alle de trivielle ting såsom kapselbeholder og i stedet lader det stringente, italienske design stråle frem.
Maskinen holder sin primære farve i fokus, med få undtagelser på touch-panelet og chrom-staven på toppen, hvor man åbner for at lægge kapslerne i - det gør, at den både sørger for at holde stilen minimalistisk, men giver også et personligt touch til kaffemaskinen, som man har manglet lidt på den front. Ofte kan kaffekapsel-maskiner være så anonyme, at de ser helt triste ud. Her er der liv og glade dage!
Brugervenlig og detaljeorienteret
Selve maskinen byder på de klassiske varianter på sort kaffe-fronten med espresso, lungo og lignende, hvor du nemt og enkelt kan trykke på knappen, der enten passer til kapslernes anbefalede mængder eller selv justere styrken - mens de mælkebaserede produkter byder på alt fra cappuccino til macchiato.
Disse knapper sidder på fronten i et touch-panel som er nemt, overskueligt og designvenligt - som et par ekstra features byder panelet også på temperaturstyring af væsken eller hvis kapsel-beholderen skal tømmes og vandbeholderen mangler vand. Som de selv skriver på produktet er det et simpelt one touch-baristasystem, som har gjort kaffebrygningen nemmere uden at gå på kompromis med smagen.
Lavazza har også kræset om deres maskine på aspekter, man måske ikke lige tænker over, inden man kaster sig ud i et køb af en kapsel-kaffemaskine - den er utrolig støjsvag og kan prale af blot 43 dB, som gør kaffebrygningen til sød musik i ørerne. Desuden bliver kaffen produceret med et tryk på 8-9 BAR med et langsommeligt gennemløb, som gør, at kaffekapslernes aromaer bliver udnyttet til fylde.
Kaffesystemet bygger som nævnt på deres helt eget system og heldigvis er deres kapselunivers spækket med forskellige smage - Lavazza Qualitá Oro (Guldposen) har i mange år været min absolutte favorit på kaffebønnefronten og denne såvel som andre klassikere er heldigvis at finde i puljen samt en masse andre nye og spændende smage såsom terroir-baserede kapsler som “*Tierra! For Africa”.
Kapslerne byder på den intense, cremede og dybe smag, man kender fra Lavazza-produkterne, som i forvejen er uhyre velegnede til at blive forvandlet til mørke, cremede espressoer - desuden er der også en jævn dybde og aroma over hele linjen, som gør, at de mælkebaserede kreationer får den nødvendige dybde uden at blive udvandet for meget.
Overlegent mælkebaseret kaffesystem
Jeg er personligt selv typen, der foretrækker min kaffe helt sort uden nogen tilføjelser - men af og til er en Cappuccino også svaret på mine bønner. Og her har man gennem tiden haft mange forskellige måder at brygge det på i hjemmet - alt fra kapsler med mælkepulver, som blev en lidt sød omgang og op til den klassiske espresso-maskine med bajonet-stav, hvor du skal en masse forskellige delelementer igennem før det endelige produkt.
Men Lavazzas teknologi på A Modo Mio Desea er en mindre genistreg.
Du skal stadigvæk manuelt hælde mælken i koppen, men det er absolut den letteste og mest brugervenlige løsning jeg har set i årevis. Du skal blot hælde mælk i en dedikeret kaffekande til maskinen op til det punkt, der enten indikerer Cappuccino eller Latte Macchiato, sætte en kapsel i maskinen og skubbe kanden på plads - derefter skal du trykke på den respektive knap til mælkemængden og så klarer den resten.
Processen pisker først mælken varmt og skummende med indbygget dampfunktion i kanden og sensoren styrer selv, hvornår mælken er varm og maskinen derefter aktiverer kaffekapslen og hælder det ned i mælken. Simpelt, hurtigt og intet mindre end den bedste løsning på hjemmemarkedet lige nu i forhold til tid, manuelt arbejde og smag!
Samlet set
Lavazzas A Modo Mio Deséa er en fantastisk kaffemaskine eller kaffekapsel-maskine, som gør hjemmets kaffebrygning til en leg. Er du passioneret amatør-barista, som formår at svinge en bajonet-stav på de helt dyre espressomaskiner måske ikke noget for dig, men til dig, der gerne vil have kvalitetskaffe uden kompromis med smag, brugervenlighed og hverdagsvenligt system? Så er A Modo Mio Deséa perfekt til dig.
Den er utrolig nem, overskuelig og utrolig veldesignet i forhold til dig, der gerne vil have kaffe i din mælk. Når vi skal sammenligne A Modo Mio Deséa med konkurrerende kapsel-maskiner på markedet, så er den altså lysår foran de konventionelle kaffekapsel-maskiner. Simpel, gennemtænkt og multi-funktionel - en nem ‘genvej’ til barista-lignende kaffe i hverdagen!
Lavazza A Modo Mio Deséa
Pris: 2099 kroner